Billede beskrivelse

Karrieren som slagter blev knust - men nu har Pia købt en ejendomsmæglervirksomhed

- Det er jo lidt vildt, at jeg lige pludselig får foden under eget bord, siger Pia Thestrup

24. oktober 2023 kl. 08.00

Da hun i sin tid førte slagterkniven gennem den ene gris efter den anden, havde hun aldrig forestillet sig, at hun en dag skulle blive indehaver af sin egen ejendomsmæglervirksomhed. 

Men det er faktisk præcis sådan, at virkeligheden er blevet for Pia Thestrup. 

Hun har nemlig overtaget "Estate Boligmægleren Tårs" fra den hidtidige indehaver, Jørgen Larsen.

- Det er jo lidt vildt, at jeg lige pludselig får foden under eget bord, siger Pia Thestrup.

Elskede at være slagter

Ejendomsmæglerbutikken hører hjemme i Tårs, hvor Pia Thestrup også har haft sin opvækst. Men det var dog en hel anden erhvervskarriere, hun dengang drømte om. Hun ville være slagter.

- Jeg arbejdede jo faktisk som slagter i næsten 20 år, inden jeg blev ejendomsmægler. Jeg var blandt andet butiksslagter i Brugsen i Tårs i otte år, og senere var jeg på slagteriet i Sæby. Jeg var rigtig glad for det, men jeg kom desværre ud for en arbejdsulykke, som gjorde, at jeg måtte skifte karriere, fortæller hun.

Billede beskrivelse

- Mens jeg var på slagteriet, så var der en kasse, der røg af et bånd. Den smadrede mit knæ.

Pia Thestrup blev opereret tre gange i knæet, inden hun til sidst måtte indse, at hun aldrig ville kunne arbejde som slagter igen.

- Og så måtte jeg jo finde ud af, hvad jeg nu skulle give mig til. Det var jo ikke så let at være midt i 30'erne - og så samtidig ikke ane, hvad jeg nu skulle lave. Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle lave andet end at være slagter, forklarer hun.

En ny verden

I jagten på en ny karriere startede Pia Thestrup på kontoret hos den lokale ejendomsmægler og revisor Jørgen Larsen - for at assistere med at lave regnskaber.

- Men jeg fandt hurtigt ud af, at det var lidt for kedeligt for mig at sidde på regnskabskontoret. Så snart blev det sådan, at jeg kun skulle lave regnskaber om formiddagen - og så kunne jeg arbejde med boligsalg om eftermiddagen, fortæller Pia Thestrup.

Netop det med at komme ud af kontoret - til kunderne - har Pia Thestrup altid værdsat.

- Jeg elsker kundekontakten, og jeg elsker at være på landevejen, hvor jeg kommer til at snakke med en masse forskellige mennesker.

- Og til gengæld har jeg det sådan, at jeg hurtigt bliver træt af at sidde med talkolonner. Og derfor har jeg nu også sørget for at købe mig til hjælp med netop talkolonnerne, så jeg kan fokusere på salget og kundekontakten. For det er jo det, jeg har det allerbedst med, siger Pia Thestrup.

Et parløb og en ny udvikling

Det er efterhånden 19 år siden, at Pia Thestrup kom under vingerne på Jørgen Larsen. 

Dermed har hun formentlig også en ret god idé om, hvad hun går ind til, når hun nu overtager driften af den lokale ejendomsmæglerbutik. Og så kan hun i øvrigt også stadigvæk trække på Jørgen Larsens ekspertise indenfor handlen med større landbrugsejendomme, når det er nødvendigt.

For Pia Thestrup selv er det i dag sjovt at se bagud. Hun er glad for, hvor hun er kommet til - men vægter ikke karrieren som ejendomsmægler højere end livet som slagter.

- Jamen, der er da en kæmpe tilfredsstillelse, at det er gået så godt, som det er, siger Pia Thestrup - og kommer i tanke om en anekdote fra sin tid som elev på Tårs Skole.

- Da jeg gik i Tårs Skole havde jeg Knud Søndergaard som lærer. Og da han hørte, at jeg ville være slagter, så blev han simpelthen så vred. "Din dumme tøs, du spilder dine evner", sagde han til mig. Men han mente det jo godt, for han syntes, at jeg havde gode boglige evner. Dengang elskede jeg at være slagter, men mine boglige evner er jo selvfølgelig kommet mig til gode, da jeg senere har skullet uddanne mig til ejendomsmægler, siger Pia Thestrup.

Kan du på nogen måde bruge din tid som slagter i jobbet som ejendomsmægler?

- Ja, det synes jeg faktisk. Jeg har en meget ligefrem facon, hvor folk får at vide, hvad jeg mener. Så hvis jeg eksempelvis synes, at folk skal gøre noget ved deres hus, inden de sætter det til salg, så får de det altså at vide, siger Pia Thestrup med et smil.

Pia Thestrups overtagelse af "Estate Boligmægleren Tårs" skete formelt med virkning fra midten af august. Men det er først nu, ejerskiftet markeres officielt.

Samarbejdspartnere inviteres til reception fredag 27. oktober mellem klokken 14 og 17. Det sker i ejendomsmæglerbutikken på Bredgade 113 i Tårs.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste