
Julefrokost på Bone's: Mad og gaver til udsatte medborgere
HJØRRING: Der var jule-hygge i højeste potens, da restauratørparret på Bone's i Hjørring inviterede omkring 50 udsatte borgere på mad og drikke tirsdag middag.
Det er 9. gang, at Ulla og Ole Søndergård inviterede brugerne af Den Blå Sociale Cafe på julefrokost, men der vankede mere end et måltid mad.
Ulla Søndergård fortæller, at byens butikker gavmildt har smidt bidrag i puljen, så gæsterne kunne få gaver med hjem - alt lige fra tøj og sko til hårshampoo og cola.
Der var også to store bæreposer med knas og julesager til gæsterne. Poserne havde fået vokseværk i forhold til sidste år, fordi det var lykkedes Meny-købmand Christian Dam at søge 10.000 fonds-kroner hjem til formålet.
Blandt gæsterne var den 54-årige Arne Rasmussen, der bor i Hjørring og er førtidspensionist.
- Det er første gang, jeg er her - jeg glæder mig til noget god mad og hygge med de andre, lød det, inden han satte sig til bordet.
Ole Søndergård begyndte i sin tid at invitere de udsatte på gratis julefrokost, fordi han selv har haft lignende problemer inde på livet. For år tilbage sendte et alkoholmisbrug ham ud i tovene, men nu har han været tørlagt i næsten 16 år.
I dag drikker han masser af Pepsi Max - og rører end ikke whisky-saucen på restauranten.