Jan Iver har 240 ansatte og har gang i lidt af hvert
HIRTSHALS: Direktør og hovedaktionær i entreprenørfirmaet Vennelyst, Jan Iver Christiansen, har 240 medarbejdere i firmaet.
– Vi kommer i hele Nordjylland, siger han.
Entreprenørfirmaet Vennelyst havde 60-års jubilæum i 2016 og med de mange års erfaring er Vennelyst Ingeniør- og Entreprenørforretning A/S et erfarent entreprenørfirma, der kan udføre stort set alle opgaver inden for bygge- og anlægsarbejde, samt tv-inspektion, slamsugning, diamantboring og alle slags gravearbejder i forbindelse med kloakering og vejarbejde – samt diverse specialopgaver.
– Her sidst stod vi for byggeriet af Det Sorte Tårn og Aktivitetspladsen på Snorrevodsvej i Hirtshals. Ingen opgaver er for store, og ingen er for små for os, siger Jan Iver Christiansen.
– Vi har separatkloakeret i rigtig mange gader i Hirtshals, og det gør vi stort set overalt i Hjørring Kommune. Det bliver vi nok ved med i mange år endnu, tror jeg. Men det er jo opgaver, der bliver udbudt i delportioner af kommunen, og så skal vi byde på dem – og det er vi gode til. Vi leverer god kvalitet til meget rimelige priser, siger Jan Iver Christiansen.