
Iværksætterpris til tre unge fra Erhverv Hjørring Dynamic
Dommerne fra Erhverv Hjørrings Dynamic- netværk tildelte førsteprisen til en start-up-virksomhed, der udvikler og producerer ren, fermenteret smag baseret på dansk produceret byg
De heldige vindere af iværksætterkonkurrencen Dynamic StartUp Challenge 2023 er nu fundet.
Det skete på generalforsamlingen i Erhverv Hjørring, og det var 7. år man gennemførte konkurrencen.
Vinderen blev Kristian Skovgaard Andersen fra firmaet Ägte. I præsentationen af prisvinderen fik de fremmødte blandt andet at vide:
- Ägte har udviklet en naturlig måde at bruge fødevareteknologi til at skabe plantebaserede smagsstoffer af biprodukter fra plantefødevarer. Man producerer og udvikler ren, fermenteret smag baseret på dansk produceret byg.
Udfordringen er, at plantebaserede proteiner mangler smag, og Ägtes produkter er således medvirkende til at gøre plantebaseret mad mere interessant. Ambitionen er at gøre vegetarisk mad mere tilgængelig, naturlig og udbredt.
Kristian Skovgaard Andersen vandt 40.000 kroner og et ni måneders gratis husleje i iværksætterhuset Garagen i Hjørring, hvor han også får assistance af Business Hjørrings virksomhedskonsulenter.
Nummer to er By Silius ved Christina Thorsager. Hendes firma satser på tyngdedyner til alle mennesker i aldre, som er produceret af 100% øko-tex bomuldstekstil og med indhold af genbrugs-plastgranulat.
Ifølge Christina Thorsager kan tyngdedyner give markant forbedret søvn og kan ligeledes hjælpe med lindring ved diagnoser som f.eks. ADHD, ADD, sklerose, angst og depression. Christina Thorsager modtog 20.000 kroner og et seks måneders lignende forløb, som vinderen af konkurrencen fik.
Endelig var der klapsalver og hæder til Frida Varsha Borup Alstrup med Savaar, som er et nyt ridetøjsbrand. Der er tale om en virksomhedsidé og ikke en etableret virksomhed. Hun blev 10.000 kroner rigere og får tre måneder med et skræddersyet vækstforløb.