The Minds of 99 kommer til Løkken Koncert 2023.
Livet her

Hva' så, er I der? Her er status på sommerens store festivaler i Vendsyssel

Flere koncert-arrangører i Vendsyssel har allerede en del af navnene på plads til sommeren 2023

08. november 2022 kl. 19:14

VENDSYSSEL: Midt i gråt og vådt efterårsvejr kan man ikke bare finde trøst i koncert- og festivalminderne fra i sommers med fællessang og fadbamser i det grønne - man kan allerede nu begynde at drømme om oplevelserne i sommeren 2023.

I hvert fald er flere af festivalerne begyndt at drysse navne ud i en lind strøm for at skaffe sig plads i koncertgæsternes bevidsthed.

Det gælder eksempelvis Løkken Koncert, der finder sted 8. juli næste år.

Her er det lykkedes at få fingre i intet mindre end The Minds of 99, der sidste år fyldte Parken med 50.000 ellevilde tilskuere.

Han vil stadig ikke klippe sit hår ...

Desuden tropper D-A-D samt Ude af kontrol op, men der er stadig et par navne i ærmet til koncerten, hvor billetsalget først begynder 15. november.

Stjernedrys i ØB

I Øster Brønderslev er man også i fuld gang med forberedelserne til Bålhøj Festival - en lidt mindre festival, hvor man satser på, at der skal dukke 1200 - 1500 publikummer op. Musikmagasinet Gaffa har tidligere været rundhåndet med stjernerne i anmeldelserne, men arrangøren oplyser til Nordjyske, at man endnu ikke kan oplyse navne, da kontrakterne ikke er helt på plads. Næste år finder Bålhøj Festival sted lørdag 12. august.

Klar i Frederikshavn

Rock i Frederikshavn, der afvikles på Knivholt 10. juni 2023, er til gengæld langt fremme i planlægningen. Billetsalget er gået i gang, og de optrædende bliver Dodo & The Dodos, Rasmus Bjerg (a ka John Mogensen), Rocazino, D-A-D, Jonah Blacksmith, Jacob Dinesen, Hjalmer og Keinstein.

 Jonah Blacksmith - her i aktion ved Musik Under Trappen i Hirtshals.

Hva' så Hjørring?

Sidste år var der premiere på Femhøje Festival, der fandt sted på stadion i Hjørring, men hvordan er udsigterne i 2023?

TV2 var topnavn, men næste år bliver der sort skærm.

Bagkvinderne - Rikke Ejsenhardt og Sanne Godtliebsen - har besluttet, at der ikke arrangeres Femhøje Festival  Hjørring i 2023. Blandt andet med henvisning til den stigende inflation.

Endnu usikker

Desuden kan koncertgængerne se frem til Musik Under Trappen i Hirtshals, hvor der dog endnu ikke er offentliggjort navne til arrangementet, der blandt andet udmærker sig ved at være gratis.

Arrangøren af Slotskoncerterne i Danmark - Future Live - der i år slog et smut omkring Gaardbogaard Gods 20 kilometer syd for Skagen, oplyser til Nordjyske, at man endnu ikke kan oplyse, om man også i 2023 gennemfører en koncert i de smagfulde omgivelser.

Der er selvfølgelig også Skagen Festival, hvor billetsalget går i gang om få uger.

Her har man foreløbig offentliggjort følgende navne: 

Outlandish kommer til Skagen Festival.

HP Lange & Big Gumbo, Souvenirs, Tobacco, Tørfisk, Outlandish, Kristian Bach, Roaring Maggie, Flekkefjord Sangforening, De Gyldne Drenge og Thessink & Møller.

Se også
Se billederne: Slotskoncert på gods i Vendsyssel trak publikum helt fra Fyn
Se også
Den vildeste havefest: Masser af roser til spritny festival
Se også
Se billederne: Festen vendte tilbage til Løkken
Se også
Musik Under Trappen i medvind: - Det har været den største succes
Annonceret indhold

Nyeste