Billede beskrivelse

Hjørring-lærling blev nummer fire til europæisk konkurrence

23. september 2023 kl. 20.01
Opdateret 25. september 2023 kl. 09.29

Kristian Bak Hansen, der er i lære hos Hæstrup Murerforretning ved Hjørring, vandt dette års DM i Skills i flisemurerkategorien og har netop repræsenteret de rød-hvide farver til den europæiske udgave, EuroSkills, som fandt sted i Gdansk. 

Her løb han med en fjerdeplads og en helt særlig medalje for sit endelige resultat.

Det oplyser Kolding-virksomheden Alfix, der er hovedsponsor for flisemurerfaget i konkurrencen, i en pressemeddelelse.

De oplyser, at den unge danmarksmester er stolt af at have repræsenteret Danmark i international sammenhæng:

- Det har været en kæmpe oplevelse og en stor anerkendelse at være med til EuroSkills. Det gør mig virkelig stolt at kunne konkurrere mod talenter fra hele Europa. Jeg fik vist, hvad jeg kan, og havde stor støtte fra mine mestre og min familie, som var rejst med for at heppe, oplyser Kristian Bak Hansen.

Udover fjerdepladsen  modtog han også en såkaldt Medallion for Excellence, som er en hædersmedalje, som gives til finalister, der markerer sig uden for podiet og opnår særligt mange point.

Kristian Bak Hansen fik 713 point ud af 800 mulige.

Med sin deltagelse i DM og EuroSkills håber Kristian Bak Hansen at kunne inspirere endnu flere unge til at vælge flisemurer som karrierevej:

- Vi har brug for mange flere dygtige flisemurere i fremtiden. Det er et virkelig fedt håndværk, og jeg er stolt over mit fag – det håber jeg skinner igennem, når jeg konkurrerer, så jeg måske kan inspirere andre unge til at vælge samme vej.

Samlet set kom Danmark på 7. plads ud af de i alt 32 lande, der deltog i EuroSkills.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste