Hjørring Cup er tæt på ny rekord
LIUF Fodbold og Home Hjørring har nu offentliggjort turneringsprogrammet for Home Hjørring Cup 2023.
Det fortæller arrangørerne.
Med en tilmelding på hele 263 hold er det kun tre hold mindre end rekordåret 2016, hvor der var 266 tilmeldte hold. Set i forhold til 2022 er der tale om en fremgang på hele 63 hold. Af de 263 hold er 70 hold tilmeldt til futsalturneringerne og 193 hold til indefodboldturneringerne. Den store fremgang ses udelukkende i interessen for indefodbold.
Det er derfor nødvendigt at tage en ekstra hal i brug. Stævnet bliver derfor afholdt i Lundergårdhallen, Park Vendia og den til Park Vendia tilhørende Fiberhal.
Stævnet afvikles i dagene 27. til 30. december med i alt 491 kampe fordelt på de tre haller med i alt 92 timers fodbold.
I Indefodbold er der flest tilmeldte hold i U6- og U7-årgangene, hvor der er tilmeldt 25 hold. I Futsal har man flest tilmeldte hold i U13 drenge, hvor der er 18 hold tilmeldt. I alt ca. 1.600 fodboldspillere forventes at deltage i stævnet.
LIUF Fodbold har været arrangør siden 1986. Stævnet er således nr. 36 i rækken.
Turneringen er for drenge og piger i alderen 5-18 år samt herre- og dameseniorer.
De fleste hold kommer fra Hjørring Kommune og nabokommunerne, men der deltager også hold fra blandt andet Randers, Aalborg, Viborg og sågar Strib på Fyn.
For klubben betyder det, at der skal mange hjælpere i sving for at afvikle stævnet, ligesom cafeteriet i Lundergårdhallen skal bemandes fra morgen til aften de fire dage.
Ansvarlige for turneringsprogrammet er Ole Nielsen og Martin Kirkholm Braun. For Ole Nielsen er det turneringsplan nr. 25, mens det for Martin Kirkholm Braun er første gang. Det er planen, at Martin Kirkholm Braun fremover skal være den ansvarlige.