Billede beskrivelse

Hjemmebane giver ekstra motivation for Anton

24. april 2026 kl. 19.03

HJØRRING: Hele otte deltagere fra Hjørring-området er med, og de repræsenterer et bredt udsnit af fag fra elektriker og kok til urmager og godstransport. Fælles for dem er, at de konkurrerer på hjemmebane. Det giver både ekstra motivation og en særlig følelse af ansvar.

Lokale deltagere i DM i Skills

Ida Peilicke Jacobsen, elektriker hos ERIK LYTZEN A/S i Hjørring

Anders Bidstrup Hansen, kok hos Restaurant Abstrakt i Hjørring

Mathilde Havgård Blichfeldt Bundgaard, skiltetekniker hos Egotag Skilte & Reklame i Hjørring

Emil Dunker Laursen, tømrer hos Mestertømreren Søren Søndergaard i Hjørring

Daniel Hasselgaard Pedersen, urmager fra ZBC Den Danske Urmagerskole

Sebastian Egholm Pedersen, autolakerer hos Autocrash Hjørring i Vrå

Anton Toft Juhl, vejgodstransport hos Kristian Rytter Transport i Vrå

Josephine Engen Eriksen, flisemurer hos Murerfirmaet Vilsen i Brønderslev

Selvom fagene er vidt forskellige, er vejen til DM i Skills den samme. Flere års træning, dedikation og en udvælgelse, der kun gives til de dygtigste.

For skiltetekniker-elev Mathilde Bundgaard er det første gang til DM i Skills, og det kan mærkes.

- Det er stort. Det er vildt. Det er lidt nervepirrende. Meget nervepirrende, siger hun.

Billede beskrivelse

Hun er stadig tidligt i sin uddannelse, men ser frem til at blive testet i både præcision og æstetik.

- Du skal nå det inden for tidsrammen, og det du laver, skal se ordentligt ud. Snittene skal være skarpe, og målene skal passe, siger Mathilde Bundgaard.

Hos godschauffør Anton Toft Juhl handler konkurrencen om præcision og sikkerhed, men også om at repræsentere en branche, der mangler hænder.

Billede beskrivelse

- Det er en stor ære, at skolen mener, man er dygtig nok til at være med, siger han.

Han fremhæver samtidig, at faget spiller en vigtig rolle i samfundet

- Der er stor mangel på transportfolk. Det bliver nok en af de sidste ting, robotterne overtager, siger Anton Toft Juhl.

Ung deltager med stor entusiasme

Autolakerer-lærling Sebastian Egholm Pedersen er en af de yngste i feltet og kun lige startet i lære. Alligevel er begejstringen ikke til at tage fejl af.

Billede beskrivelse

- Det er mega fedt. Jeg elsker det, siger han.

Han ser konkurrencen som en mulighed for både at lære og vise faget frem

- Man lærer en hel masse, og det er fedt at vise andre, hvor godt faget er, siger Sebastian Egholm Pedersen.

Erfaring og hjemmebanefordel

Tømrer Emil Dunker Laursen har allerede erfaring fra mindre konkurrencer og ved, hvad det kræver. Til DM i Skills er der hele 21 timers konkurrence

Billede beskrivelse

- Det er fedt, at der er mange tilskuere, man kender. Og så er det ikke så langt hjemmefra, siger han.

Han har trænet målrettet mod konkurrencen i halvandet år og ser deltagelsen som en naturlig del af sin udvikling.

- Det er noget, jeg satser på, siger Emil Dunker Laursen.

Billede beskrivelse

Mere end en konkurrence

For deltagerne fra Hjørring er DM i Skills ikke kun en test af faglige evner. Det er også en mulighed for at vise deres fag frem, inspirere andre unge og repræsentere deres lokalområde

På hjemmebane bliver hver præstation fulgt tæt af familie, venner og lokale virksomheder. Det giver ekstra pres men især ekstra motivation.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste