Henning "Klipperen" har snart 60 års jubilæum
HIRTSHALS: Henning "Klipperen" Christensen har 3. april drevet frisørsalon på Nørregade 4D i 60 år.
Der er en uformel reception fra klokken 13.00 til kl. 16.00 i salonen, hvor alle er velkomne.
- Jeg er født i Sterup, hvor min far også var frisør, og min mor havde et lille vaskeri. Jeg kom i lære hos en frisør i Brønderslev og boede hjemme hos mine forældre i de fire år, jeg stod i lære. Det eneste, jeg skulle, var at sætte en fjerdedel af min løn i sparekassen, så jeg senere havde noget at etablere mig for, sagde min far. Jeg havde også lært at klippe damer på frisørskolen, fortæller Henning Christensen.
Frisør John Eskesen fra Hirtshals kontaktede ham om et job.
- Det var godt, for Hirtshals er en fantastisk by med nogle fantastiske mennesker. Her er der ingen standsforskel på folk, og det er et miljø, der tiltaler mig godt, siger "Klipperen".
I 1966 købte han Nørregade 4D af barber Sørensen.
- Den ejendom fik jeg bygget helt om i 1980 med en ekstra etage ovenpå, så der nu er 3 gange 30 kvadratmeter med kælder. Her fik jeg travlt og havde seks ansatte i de nye lokaler. Jeg har boet flere steder i Hirtshals, men i 1999 byggede jeg et helt nyt hus i Hjørringgade på nr. 54, og det er min nuværende bolig, siger Henning Christensen.
For snart tre år siden solgte han sin salon til frisør Gudrun Rasmussen.
- En af betingelserne var, at jeg kunne få en frisørstol i salonen. Det fik jeg, og jeg er i dag rigtig glad for, at jeg stadig kan drive min forretning med mine kunder herfra Nørregade 4D, fortalte frisørjubilaren Henning Christensen fra Hirtshals.