Gerningsmænd sprængte hæveautomat - ville have kontanter
Nordjyllands Politi efterforsker fredag et forsøg på at penge ud af en hæveautomat på en utraditionel facon
LØKKEN: En hæveautomat, der står ved SuperBrugsen på Jyllandsgade i Løkken, står knapt så pænt, efter at ukendte gerningsmænd har sprængt den i stykker i håbet om at få fat på automatens indhold af pengesedler.
Det fortæller vagtchef Mads Hessellund fredag eftermiddag.
- Den er gået rimelig meget i stykker, siger han om hæveautomaten.
Det er uvist, hvornår ugerningen er foregået, men Nordjyllands Politi modtog en anmeldelse om sagen klokken 7.10 fredag morgen.
- Vi har været i Jyllandsgade for at efterforske sagen, og vi har lavet nogle undersøgelser deroppe, som vi er færdige med, siger vagtchefen.
Mads Hessellund ved ikke, hvad der er blevet brugt til at ødelægge hæveautomaten med, ligesom han heller ikke ved, om gerningsmændene fik penge ud af deres anstrengelser.
Det kan den videre efterforskning forhåbentlig afsløre.
Har du oplysninger i sagen, som kan komme politiets arbejde til gavn, kan du henvende dig på telefonnummer 114.