Billede beskrivelse

Gæsterne sender Vendsyssel Historiske Museum helt i top

10. februar 2026 kl. 11.03

HJØRRING: Vendsyssel Historiske Museum har netop modtaget resultaterne fra Den nationale brugerundersøgelse 2025. 

Tallene taler deres tydelige sprog: Gæsterne er mere begejstrede end nogensinde før, og museet overgår landsgennemsnittet på samtlige parametre.

Når gæsterne besøger Vendsyssel Historiske Museum, forlader de det ikke blot med ny viden, men med en følelse af at have været et sted, hvor der er rart at være, og hvor værtskabet er i særklasse. 

Den nye landsdækkende undersøgelse giver museet en samlet vurdering på 9,4 ud af 10, hvilket er en stigning fra året før og markant over landsgennemsnittet for museer på 8,8.

Særligt ét tal vækker stolthed hos museet: Medarbejdernes venlighed og imødekommenhed scorer hele 9,8. 

Det vidner om et museum, hvor den menneskelige kontakt og det personlige værtskab prioriteres højt. Samtidig vurderes museet som et særdeles "rart sted at være" med en score på 9,7.

- Vi er utroligt stolte over, at vores gæster i den grad kan mærke den enorme indsats vi lægger i vores arbejde. At vi scorer så højt på de menneskelige faktorer kombineret med oplevelsen i øvrigt, er den største anerkendelse, vi kan få, lyder det fra museets direktør Anne Dorthe Holm.

Billede beskrivelse

Undersøgelsen viser også, at museet har en stærk appel langt uden for landets grænser. 

Hele 43 % af gæsterne kommer fra udlandet, hvilket er væsentligt højere end landsgennemsnittet på 32 %. De udenlandske gæster er desuden blandt de mest tilfredse med en samlet vurdering på 9,6.

Lokalt er museet stadig en fast forankret institution; 79 % af de danske gæster kommer fra Nordjylland.

Billede beskrivelse

Uanset hvor de kommer fra, tager gæsterne sig god tid til fordybelse. Hele 44 % af de besøgende bliver på museet i 2-3 timer, hvilket er markant længere end på andre kulturhistoriske museer.

Det er ikke kun hyggen, der trækker. 

Gæsterne kvitterer med en score på 9,5 for muligheden for at lære noget nyt. Samtidig scorer museet 8,3 for muligheden for at deltage aktivt – et område, hvor VHM ligger hele 0,9 point over landsgennemsnittet.

Den høje tilfredshed betyder, at museet har fået en overvældende gruppe af "ambassadører". 

Hele 88 % af gæsterne vil med stor sandsynlighed anbefale et besøg til venner og familie, hvilket betragtes som ekstraordinært højt i museumsverdenen.

De gode resultater i brugerundersøgelsen lægger sig i direkte forlængelse af den flotte anerkendelse, museet modtog for fire måneder siden. 

Her blev Vendsyssel Historiske Museum kåret som ”Danmarks 2. bedste museum” – en placering baseret på en landsdækkende sms-afstemning. 

Den nye undersøgelse understreger, at det ikke var en enlig svale, men et udtryk for et vedvarende højt niveau i både formidling og gæsteservice.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste