Frivillige blev fejret
Den sidste fredag i september er Frivillig Fredag og dagen, hvor frivilligheden fejres landet over. I Idrætscenter Vendsyssel i Vrå blev de frivillige indenfor det sociale felt i Hjørring Kommune fejret.
At være frivillig indenfor det sociale felt er at gøre en indsats, der er til gavn og glæde for både en selv og andre. Der rækkes ud og inviteres ind i fællesskaber om mange forskellige emner og aktiviteter. Nogle frivillige aktiviteter foregår i en relation mellem to eller få mennesker. Andre i grupper eller større forsamlinger. Nogen samles om en særlig interesse, andre om tilbud til særlige målgrupper. Nogen driver en genbrugsbutik, aktivitetsklub, fællesspisning, besøgstjeneste, rådgivning, maduddeling, selvhjælpsgruppe, et familienetværk, socialt mødested. Den frivillige sociale verden er fuld af muligheder, og mange flere end der er nævnt her. Og samlet set er det en frivillig indsats, som betyder meget for mange mennesker.
400 frivillige
De 400 frivillige, som var samlet til fest i Vrå, fik en hjertelig tak for den frivillige indsats, de yder, inden Claus Mørkbak Højrup, formand for Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget, overrakte årets frivilligpris til Stop Spild Lokalt, som er en gruppe på 65 frivillige, som henter overskudsmad i hele Vendsyssel og hver dag uddeler gratis mad til 30 til 40 mennesker og familier. Det i sig selv er en fantastisk indsats, men Claus Mørkbak Højrup nævnte også, at det er en indsats med betydning for klodens klima, en etisk betydning i en verden, hvor mange mennesker sulter, og en økonomisk betydning fordi madspild også koster mange penge. Med årets frivilligpris følger en check på 15.000 kroner, som de mange frivillige i Stop Spild Lokalt, som uddeler mad fra lokaler i Forsamlingsbygningen i Hjørring, ganske givet også vil forvalte med omtanke.
Klogskab og konkrete ideer
Søren Vester, som nogen kender fra tv-programmer som I hus til halsen og Søren Vesters Have, kom på besøg, og fik en varm modtagelse i form af velkomstsang, som Lars Jakobsen havde skrevet til lejligheden og hele salen sang med på. Søren Vester havde også et par sange med foruden mange sjove betragtninger omkring frivillighedens betydning, som også rummer klogskab og konkrete ideer, som kan gøre den frivillige indsats endnu bedre og sjovere at være aktiv i.
Frivilligfesten, som er blevet til et i godt samarbejde mellem Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget, De Frivilliges Hus og Frivilligcenter Hjørring blev afsluttet med lækker buffet. Oprydningen blev klaret af Prebens Drenge, som er frivillige i Idrætscenter Vendsyssel. I øvrigt blev de frivillige også lige mindet om, at 15. oktober er ansøgningsfrist til Hjørring Kommunes §18-puljen til frivillige sociale indsatser i 2024.