Forening inviterer til årets home Hjørring Cup i juledagene
HJØRRING: For 37. gang inviterer LIUF Fodbold, i samarbejde med hovedsponsoren home Hjørring og præmiesponsoren Sparekassen Danmark, til home Hjørring Cup i juledagene.
Det fortæller arrangørerne.
Som tidligere år vil stævnet blive afholdt både i Lundergårdhallen og Park Vendia.
Turneringen finder sted fra den 27. til den 30. december og byder både på traditionel indendørs fodbold og et Futsal-stævne.
I årenes løb har stævnet nydt stor opbakning fra både lokale hold og deltagere fra det meste af Jylland. Sidste år deltog endda et U8-hold fra Strib på Fyn, og drengene fra Strib – som vandt turneringen i 2023 – har heldigvis bekræftet deres deltagelse igen i 2024-udgaven.
- I år har vi lavet nogle justeringer i turneringen, udtaler Martin Kirkholm Braun, næstformand i LIUF Fodbold.
- Efter en evaluering af sidste sæsons stævne har vi besluttet at indføre niveaudeling i flere årgange. Samtidig har vi samlet al indendørs fodbold i Lundergårdhallen, mens Futsal udelukkende vil blive spillet i Park Vendia og Fiberhallen.
Turneringslederen Ole Nielsen tilføjer:
- Vi anvender igen i år administrationsværktøjet Cupmanager, som giver deltagerne mulighed for nemt at følge med i stillingen i de respektive rækker. Værktøjet blev taget i brug sidste år og blev meget rost af både deltagerne og vores mange frivillige, der nemt kunne indrapportere resultaterne.
- Vi ser frem til at byde både nye og mangeårige deltagere velkommen i Lundergårdhallen og Park Vendia, slutter Ole Nielsen og Martin Kirkholm Braun.