Festival for hele landsdelen fortsætter
VENDSYSSEL: I den tredje uge siden starten af årets Vendsyssel Festival er der i alt 7 koncerter.
Torsdag den 11. juli kan man i Frederikshavn Kirke opleve en af dansk musiks nye sangstjerne, nemlig Sophie Haagen, der akkompagneres af Elias Holm. På programmet er værker af Wagner og Messian.
Lørdag den 13. juli kan man i Asaa Kirke opleve en koncert med titlen ”Mertamorfoser – livets skæve mirakler”. Koncerten er med Olga Carlsen, violin og Mats Lindblad på guitar. Sognepræst Hanne Svensmark er fortæller.
Dagen efter søndag den 14. juli er der eftermiddagskoncert kl. 16 i Bjergby Kirke, hvor Singh og Goldschmidt spiller verdensmusik, egne kompositioner og danske sange.
Samme dag kan man om aftenen i Sulsted Kirke opleve den danske bariton Morten Frank Larsen akkompagneret af Mats Knutsson. Morten Frank Larsen er kendt fra de store operascener rundt i verden. Han synger danske sange, tyske lieder, kendte operaarier m.m.
Mandag den 15. juli kan man i Hune Kirke opleve Naturhornsblæserne og organist Peter Andersson.
Samme dag starter det man i festivalen kalder ”Andreas Brantelid med Venner” koncerterne. I de senest mange år har der hvert år været tre koncerter, hvor cellisten Andreas Brantelid har lavet aftale med nogle af hans musikalske venner om at lave koncerter for os.
Alle hans venner har høj musikalsk kvalitet og i år er det fire helt nye navne i festivalsammenhæng han har taget med. Det er violinisterne Ava Bahari fra Sverige og danske Michael Germer, franske Adrien La Marca på bratsch og tyske Diana Ketler på klaver.
Koncerterne den 15. juli og 17. juli forgår på Hjørring Gymnasium og vi skal ved der to koncerter høre værker af bl.a. Sibelius, Carl Nielsen, Dvorak, Brahms og Taneyev.
Koncertrækken med Andreas med Venner slutter fredag den 19. juli i Vrejlev Kirke, hvor en strygetrio vil opføre J.S. Bachs Goldberg-variationer arrangeret for strygetrio.