Voksenfest runder ti års jubilæum: Billetterne forsvinder på få timer
UGGERBY: Det, der begyndte som en test, er blevet en tradition med gæster fra hele området.
Der er noget at fejre i Uggerby.
Voksenfesten, som år efter år samler danseglade gæster fra nær og fjern, kan i år markere 10-års jubilæum.
Bag pulten står Flemming Hammer Mortensen, der har været DJ i mange år og som blandt andet har spillet sammen med Dan Rachlin.
Idéen til festen opstod, efter han havde hørt om lignende arrangementer på Sjælland.
Flemming tænkte, at det måtte kunne fungere i det nordjyske.
- Jeg tænkte, at det lød spændende, så vi lavede en test. Jeg står for musikken og reklamen, og foreningen tager sig af bar og oppyntning, fortæller han.
Testen viste sig hurtigt at være mere end godkendt.
- Der blev udsolgt lynhurtigt. Og siden har det været en kæmpe succes.
Et folkeligt dansegulv
Musikken kredser især om 80’erne og 90’erne, men der sniger sig også nyere og ældre hits ind undervejs.
Netop den blanding er ifølge Flemming med til at samle generationer.
- Det er forskelligt musik, hyggeligt og sjovt, og alle kan synge med. Ud af 200 gæster er der måske 50, som er mellem 18 og 25 år, men de kan jo teksterne lige så godt som alle andre.
Han oplever, at festen kan noget andet end de større arrangementer.
- Det er mere intimt. Man kommer hinanden ved, og så giver det samtidig omsætning til forsamlingshuset. Mange steder er den slags fester gået i stå – men det her, det virker.
Gæsterne gør sig umage
Noget af det, der virkelig har bidt sig fast gennem årene, er udklædning.
Mange møder op i ægte 80’er- og 90’er-outfits, og der bliver ikke sparet på hverken farver eller detaljer.
Samtidig bliver der arbejdet målrettet med at give publikum en oplevelse, de ikke havde set komme.
'- Wow-effekten er vigtig. Vi kører typisk det samme set-up i nogle år, og så bygger vi noget nyt. Folk skal tænke: hold da op!
Til årets jubilæumsudgave har DJ Flemming Hammer været så heldig, at nordjyske Bambilys har gravet dybt på lageret og fundet det ikoniske lysshow som 80'er-bandet LABAN brugte på deres live-turné.
Det har de helt ekstraordinært fået lov at låne til årets jubilæumsfest
Der danses fra klokken 20
Aftenen begynder med spisning, men når maden er slut, ændrer stemningen sig hurtigt.
- Når klokken bliver 20, så bliver der danset, og så stopper det faktisk først, når festen er slut, siger Flemming.
Gæsterne kommer langt fra kun fra Uggerby.
Mange tager turen fra både Hirtshals, Tornby og Hjørring, og oplandet strækker sig omkring 25 kilometer.
- Det er alle typer – vennegrupper, kolleger, gamle bekendte. Det er virkelig bredt.
Hvis man vil med næste gang, gælder det om at være klar.
- Man skal holde øjnene åbne, når billetterne bliver sat til salg. For det går hurtigt, siger Flemming.
Og netop den opbakning er måske den største gave i jubilæumsåret.