Billede beskrivelse

Vintersolhverv blev atter fejret ved Løkken Vandtårn

27. december 2024 kl. 11.02

LØKKEN: Vejret var nok ikke det bedste til vintersolhverv 2024, men siden den tidligere skoleleder, Poul Lybæk, for mange år siden fik idéen til at fejre solhverv i kystbyen, så er traditionen blevet holdt i hævd.

Ligesom i 2023, så var der igen frisk vind til arrangementet, men modsat sidste år var der ingen sol at se på himlen - det kunne dog ikke stoppe en del af de lokale mennesker fra troligt at møde op.

Billede beskrivelse

Byens vandtårn var atter kulisse, hvor de fremmødte stod foran Solhvervssøjleskulpturen, der blev indviet for 20 år siden, og som er udført af den lokale kunstner, Bodil Dam, der også var til stede.

Mikrofon tæt på

Løkken Borger- og Håndværkerforening stod igen for afholdelsen af arrangementet, som blev indledt med velkomstord fra formand, Tom Skjoldborg, hvis underholdende tale gav flere smil på læben.

Billede beskrivelse

Herefter blev ordet givet videre til det socialdemokratiske byrådsmedlem, Børge Bech, som i sin tale kom endda vidt omkring, mens alle tålmodigt lyttede - trods vinden og en højttaler, der smådrillede.

Trompetisten var gået på pension, men herlig fællessang skulle jo ikke undværes, og derfor blev der ligesom sidste år sunget 'Skyerne gråne, og løvet falder', samt den smukke 'Der er noget i luften'.

Nu vender lyset

Solen gik ned over havet kl. 15.38, og selvom man kun kunne drømme sig til solskin denne lørdag eftermiddag, så var det en markering af, at lyset nu vender, og at det lige så stille kommer tilbage.

Billede beskrivelse

Alle, der deltog ved den hyggelige fejring, kunne efterfølgende tage hjem efter en reflekterende stund foran Løkkens ikoniske vartegn - vel hjemme måske med kaffe, te eller kakao til at lune sig på.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste