Billede beskrivelse

Vild mulighed: Nu kan dit barn blive "Barcelona-spiller"

05. december 2024 kl. 06.03

HJØRRING: ”Breaking news” kalder de det selv hos Bagterp IF Fodbold. Klubben har nemlig indgået en samarbejdsaftale med selveste FC Barcelona.

Aftalen omfatter flere ting.

- Men vi kan ikke få armene ned over, at vi i uge 31 kan præsentere FC Barcelona Camp, fortæller børneudviklingstræner, Tobias Ørtoft.

Campen, der løber over en uge, betyder blandt andet, at lokale børn mellem 7 og 18 år kommer til at møde trænere fra FC Barcelona.

Billede beskrivelse

- Det vil være trænere fra FC Barcelonas Akademi, samt lokale trænere, der vil stå for de inspirerende og tekniske øvelser, som har inspireret spillere som Messi, Iniesta og Xavi, fortæller Tobias Ørtoft og fortsætter:

- Det er noget, vi har arbejdet på i noget tid. Nu er vi bare glade for, at det hele faldt på plads, og vi kan indgå dette historiske samarbejde med en af verdens største klubber.

Han fortæller, at der er en stor vilje i Bagterp IF til at gøre noget ekstra for de børn, der spiller fodbold.

- Vi prøver at lave arrangementer, som henvender sig til alle. I 2025 prøver vi så kræfter med DBU Micro fodboldskole og FC Barcelona Camp. Vi mener, at de arrangementer passer godt ind i en efterhånden god portefølje af succesfulde arrangementer, siger han.

Tobias Ørtoft har selv været aktiv i klubben i to år, og der er en særlig følelse, han mærker tydeligt.

- Siden jeg kom til klubben for 2 år siden, har jeg mærket familiefølelsen. At være en del af Bagterp er et privilegium, og man får år efter år lyst til at give sig selv 110 procent for børnenes skyld, siger han.

Han glæder sig til sommerens camp, og han håber, at rigtigt mange vil tilmelde sig.

- Personligt glæder jeg mig til at blive hjælpetræner og danne trænerpar med nogle af de bedste trænere i verden, som forhåbentligt kan lære mig et par ting eller to også, siger han.

Tilmelding er nødvendig.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste