Veterantræf er klar til start
SINDAL: Træffet har været afholdt i Sindal i så mange år, at det selv lever op til titlen ”veteran.”
- Ja, det er blevet til nogle år efterhånden, siger Villy Nielsen, der er med til at koordinere træffet.
Uden, at han sådan helt kan sætte tal på.
Han håber til gengæld, at mere end 100 veterankøretøjer finder vej til Sindal den 28. juni fra klokken 10.00 til 14.00.
Veterankøretøjerne, der kommer til at holde på Nørretorv og i Nørregade, tæller både biler, knallerter, lastbiler og traktorer, og de ældste er op mod 100 år gamle, vurderer Villy Nielsen.
- Der er både klassiske veteranbiler, herunder amerikanske muskelbiler, europæiske klassikere og sjældne samlerobjekter, så der bliver helt klart noget at se på for alle aldersgrupper, lover Villy Nielsen og fortsætter:
- Ejerne af de her køretøjer går virkelig op i deres køretøjer. De er ægte entusiaster, siger han med et smil.
Dagen starter klokken 10.00, og her er der gratis kaffe og rundstykker til de første 200.
Byens butikker har også åbent, og udover lyden af summende motorer, kigger bandet ”Good Old blend” også forbi.
- De er rigtigt gode, og de har et bredt repertoire af musik fra både 60´erne, 70´erne og 80´erne, fortæller Villy Nielsen.
I år vil der blive kåret en publikumsfavorit i hver af følgende kategorier: cykel/knallert/motorcykel/personbil/lastbil. Alle vindere vil få overrakt en gavekurv.
Arrangementet er organiseret af Sindal Fremad i samarbejde med Sindal Borgerforening og sponsorer som blandt andet Sparekassen Danmark i Sindal.