Unge Hjørring-talenter spillede med professionelle på Vendsyssel Teater
HJØRRING: Elever fra talentklassen på Hjørring Musiske Skole fik søndag en særlig oplevelse.
Det skete, da de optrådte ved "Festival Midt i Marts” på Vendsyssel Teater. Her stod de på scenen med nykomponeret musik - noget ganske andet end det klassiske repertoire, de normalt spiller.
17-årige Johannes Hjerresen, der spiller cello, har været i musikskolens talentklasse i flere år og har spillet cello i omkring otte år.
- Jeg synes, det var rigtig fedt. Det var en ny oplevelse, og det er ikke noget, jeg har prøvet før i den genre, fortæller han.
Han er vant til at spille mere traditionel klassisk musik, men festivalens fokus på nyskrevne værker gav en anderledes oplevelse.
- Jeg spiller normalt primært klassisk, men det her er ny komponeret musik. Der er nogle andre teknikker, og det giver bare en ny spiloplevelse, siger han og tilføjer:
- Det er altid fedt at lære noget nyt.
Man skal selv finde lyden
Også violinisten Anton Skovbjerg fra talentklassen stod på scenen. Han er 19 år og har spillet violin i omkring ti år.
- Normalt spiller man Mozart og andre klassiske værker, hvor man nogenlunde ved, hvordan det skal lyde. Her skulle vi selv finde retningen og klangen, forklarer han.
Han fortæller, at nogle af værkerne arbejder mere med lydflader end med klassiske melodier.
- Man kan godt kigge på noderne og tænke: Okay, det ser lidt spacy ud det her. Men når det begynder at samle sig, giver det faktisk rigtig god mening. Selv om det kræver lidt tilvænning, er det netop udfordringen, der gør det spændende. Det er sjovt at blive udfordret lidt og prøve noget nyt som musiker, siger han.
Udfordrer både musikere og publikum
Festival Midt i Marts har siden 2020 haft fokus på ny musik skrevet af nulevende komponister, og programmet spænder fra unge talenter til professionelle musikere fra ind- og udland.
Blandt publikum sad Flemming Kofoed fra Vrå, der selv spiller violin i Vrå Folkemusikorkester.
- Jeg synes, det er opmuntrende, at der sker sådan noget. Man bliver udfordret på sin forståelse af, hvad musik egentlig er, siger han.
Han oplevede stor variation i koncertprogrammet.
- Der var mange forskellige klange og udtryk. Det er jo noget helt andet end Bach eller Mozart, som bare er smør i ørerne. Her sker der nogle andre ting i hjernen, siger han.
Festival Midt i Marts vender tilbage igen i 2027 på Vendsyssel Teater.