Unge håndværkere tyvstarter DM: - Vi er stolte af det, vi laver
HJØRRING: Midt mellem butikker og bogreoler arbejdede unge håndværkere koncentreret med træ, murværk og kreative projekter, da EUC Nord inviterede til forfest for DM i Skills i Metropol og på Hjørring Bibliotek.
Her kunne borgere komme helt tæt på fagene og møde eleverne, der til daglig uddanner sig til blandt andet snedker, murer og maler.
For snedkerelev Jes Lundborg fra Aalborg var det en anderledes oplevelse at arbejde, mens publikum fulgte med.
– Det er lidt mærkeligt, men når man først er i gang, så tænker man ikke over det. Det er fint, fortæller han.
For ham handler det også om at vise kvaliteten i håndværket.
– Vi er jo snedkere, så vi går meget op i, at det skal være perfekt. Så vi er selvfølgelig stolte af det, vi laver. Og det er dejligt, at folk kommer og kigger.
Arrangementet skal både skabe opmærksomhed om det kommende DM i Skills og give unge og borgere et indblik i erhvervsuddannelsernes mange muligheder.
– Først og fremmest gør vi det for at skabe synlighed omkring DM i Skills og erhvervsuddannelserne. Samtidig er det vigtigt for os at give vores elever mulighed for at vise deres faglige stolthed og opleve, at de er en del af noget større, siger Kristian Holme Andersen, koordinator ved EUC Nord.
Håndværk midt i byen
På torvet i Metropol kunne besøgende opleve murer-, tømrer- og malerelever arbejde med deres fag i praksis. Her byggede de blandt andet store bogstaver, som skal indgå i udsmykningen op til DM i Skills.
For Jes Lundborg er det også en mulighed for at inspirere andre.
– Det er at få lov til at lave noget lidt anderledes, end vi plejer at lave. Og så forhåbentlig få vagt lidt interesse for vores fag, så folk kan tænke, det kunne da også være snedker, siger han.
Hos Metropol er man glad for at lægge rammer til arrangementet.
– Det er et spændende arrangement, og vi er glade for at kunne bruge vores plads til det. Her kommer mange mennesker hver dag, og måske kan det være med til at åbne øjnene hos nogle unge for en uddannelsesvej, de ikke tidligere har overvejet, siger Jane Melgaard Olesen, Marketing Manager i Metropol ShoppingCenter.
– Vi stiller gerne vores torv til rådighed for aktiviteter, der skaber liv og inspiration, og det her er en oplagt mulighed for at vise håndværksfagene frem.
På Hjørring Bibliotek kunne både skoleklasser og borgere selv prøve kræfter med håndværket i et særligt “Prøv, mærk og føl”-område, hvor elever fra EUC Nord hjalp gæsterne med blandt andet at lave knagerækker.
Biblioteket har gennem længere tid samarbejdet med EUC Nord om at sætte fokus på erhvervsuddannelserne.
– Som bibliotek vil vi gerne være med til at synliggøre håndværksfagene. Der er brug for flere unge, der vælger den vej, og vi vil gerne bruge vores rammer til at vække nysgerrighed og give dem mulighed for at prøve fagene i praksis, siger Lene Høg, kommunikationsmedarbejder ved Hjørring Bibliotek.
Eleverne viser faglig stolthed
Netop eleverne er omdrejningspunktet for både forfesten og det kommende DM i Skills. For mange er det første gang, de viser deres fag frem for offentligheden.
Murerelev Lasse Christensen, der går på grundforløb 2, oplever stor interesse fra publikum.
– Det er spændende. Folk kommer over og stiller spørgsmål, og man møder lidt forskellige, der vil se, hvad vi laver, fortæller han.
Også murerelev Tobias Holger Risager håber, at mødet med publikum kan inspirere andre unge.
– Det er fedt at vise folk det, og man kan håbe, at der er nogen, der måske selv får lyst til at blive det. Jeg har altid vidst, at det er det, jeg gerne vil være.
Arrangementet giver eleverne mulighed for både at vise deres kunnen og inspirere andre unge til at vælge en erhvervsuddannelse – og fungerer samtidig som optakt til DM i Skills, der kommer til Hjørring i april.