To dages byfest trak folk til midtbyen
HJØRRING: Vejret besluttede sig for at vise sig fra sin tålelige side, og det trak folk ind til midtbyen, da byfesten løb af stablen over to dage fredag og lørdag.
Det var da også en lettet René Zeeberg fra Hjørring Alliancen, der er arrangør, der sidst på aftenen kunne konstatere, at det hele var gået som det skulle.
Han glædede sig ikke mindst over antallet af deltagere.
- Vi er rigtigt glade for at se den store opbakning til byfesten. Det betyder helt utroligt meget, sagde direktøren.
Fredag havde en række foreninger og klubber takket ja til et tilbud om en stand, hvor de kunne fortælle om deres aktiviteter, ligesom enkelte havde forskellige opvisninger ved deres stande.
Byfesten blev skudt i gang af et optog af veteranbiler og knallerter af ældre model. Da de med en gammel rød brandbil i spidsen, havde taget turen gennem Østergade, optrådte en flok veloplagte dansere fra danseskolen ”Art of Dance.”
To koncerter på Springvandspladsen med Helmig Jam og Elton John Experience fik fyldt bordene ved Springvandspladsen, hvor folk hyggede med fadøl i solen og sang med på alle de kendte sange.
Lørdagen stod mere i børnenes tegn med besøg af blandt andet Børste fra DR Minisjang og et cykelløb kun for børn. Også her var der godt besøgt lyder meldingen fra Hjørring Alliancen.