Teaterkoncert samlede børn fra hele kommunen
HJØRRING: Sang, bevægelse og store smil fyldte salen, da børnehavebørn fra hele Hjørring Kommune deltog i årets SISTEMA-teaterkoncert med temaet kærlighed.
Koncerten er en fast tradition og samtidig kulminationen på et helt års arbejde med musik i børnehaverne gennem Sistema Hjørring.
- Det er en kulmination af det arbejde, vi laver ude i børnehaverne hele året, fortæller Mads Bak fra Hjørring Kulturskole.
- Når børnene kommer herind, kender de både sangene og figurerne - og så kan de synge med.
Hver uge får omkring 950 børn musikundervisning i de kommunale børnehaver. Men arbejdet stopper ikke dér.
- Vi er der måske én gang om ugen, men pædagogerne arbejder videre med det i hverdagen, siger Mads Bak.
- Musikken bliver brugt i alt fra leg til praktiske rutiner. Det handler nemlig ikke kun om musik - men om trivsel. Vi bruger musikken som et redskab til at lære børnene at være en del af et fællesskab, vente på tur og være gode venner.
Alle børn er med
Sistema har rødder i Venezuela og bygger på en klar tanke: at alle børn skal have adgang til musik.
Man arbejder med tre klare mål:
• At alle børn skal være med
• At styrke børns sociale og personlige udvikling
•At gøre musik til en naturlig del af hverdagen
I Hjørring er det blevet til en særlig model, hvor alle 25 kommunale børnehaver deltager.
- Det er ikke kun en lille gruppe - det er alle børn i kommunen, der er med, understreger Mads Bak.
- Det er gratis for både børn og forældre, og det synes jeg er ret unikt.
Instrumenter som fællesskab
Når børnene bliver fem år, prøver de kræfter med instrumenter som violin og guitar. Men fokus er ikke på perfektion.
- Det handler ikke om at blive superdygtig til at spille, siger Mads Bak.
- Det handler om at bruge musikken til at være sammen om noget.
10 år med Sistema
Årets koncerter markerer samtidig et rundt jubilæum: Sistema i Hjørring kan fejre 10 år.
- Det er værd at fejre, at vi har haft et tilbud i 10 år, hvor alle børn får musik hver uge, siger Mads Bak.
- Det er der ikke andre steder i Danmark, der gør på samme måde.
Teaterkoncerten blev afholdt på Vendsyssel Teater og gav børnene mulighed for at opleve musikken i en ny ramme - men med velkendte sange, figurer og fællesskab i centrum.