Sushi-workshops er blevet en populær aktivitet i Hjørring: - Jeg nyder at dele min passion
HJØRRING: Der er noget helt særligt over at sidde side om side, rulle, grine og lære noget nyt. Det ved Nikki He alt om. For lidt over tre år siden startede hun som sushikok, og siden er hendes passion vokset. Og det samme er efterspørgslen.
- De første workshops holdte jeg i Aalborg, og det spredte sig hurtigt. Flere og flere bookede mig, og inden længe kørte jeg rundt til forskellige byer i Nordjylland. Det har været en helt fantastisk rejse, fortæller hun.
I dag har Nikki også en sushi take-away i Hjørring og derudover afholder hun workshops – både private arrangementer, teambuilding, venindeaftener og meget mere.
En workshop hvor alle kan være med
Og ja, man kan sagtens være med som nybegynder.
Deltagerne spænder bredt: familier, veninder, kolleger, og gaveoplevelser.
- Det sværeste er helt klart risene. De skal være perfekte. Og så er der rulleteknikken. Men jeg lover altid, at alle kan lære det, og jeg bliver glad, når folk bliver positivt overrasket over, hvor dygtige de faktisk er, siger hun.
Hun deler tips og tricks, og hun sørger for, at det er hyggeligt.
’Det bringer folk tættere sammen’
For Nikki er det netop oplevelsen, der er hjertet i hendes arbejde.
- Jeg elsker at lave sushi, og jeg elsker at møde mennesker. Det sociale er vigtigt for mig. Det bringer folk tættere sammen, når man hygger sig og kan grine af, at det godt kan være lidt svært, fortæller hun.
Sushi er kommet for at blive
Sushi har for alvor fået plads rundt omkring i de danske hjem, og mange vil gerne lære håndværket bag.
- Jeg nyder at dele min passion. Jeg håber, folk går hjem og tænker: ’Det var hyggeligt, lærerigt og sjovt’ – og at de får lyst til at lave sushi igen derhjemme.