Seneste nyt
Billede beskrivelse

Sommeryoga under åben himmel

19. juni 2026 kl. 12.02

HJØRRING: Denne sommer bliver der mulighed for at finde ro midt i hverdagen, når Vendsyssel Historiske Museum inviterer til sommeryoga i de grønne omgivelser omkring museet.

På udvalgte tirsdage i juni og juli kan deltagerne rulle yogamåtten ud i museumshaven og nyde en times yoga under åben himmel med yogainstruktør Anne Kristensen.

Undervisningen tager udgangspunkt i hatha-yoga og er tilrettelagt, så både begyndere og øvede kan være med. Fokus er på nærvær, åndedræt og blide bevægelser, der skal skabe balance i både krop og sind.

Yogatimen begynder med opmærksomhed på vejrtrækningen, inden deltagerne guides gennem rolige stående øvelser og senere siddende og liggende stillinger med fokus på stræk og afspænding. Timen afsluttes med en guidet afspænding, hvor der er tid til at slippe hverdagens tempo og finde ro.

Ifølge Vendsyssel Historiske Museum handler arrangementet om at kombinere bevægelse, nærvær og de særlige omgivelser i museumshaven.

- Museumshaven danner en helt særlig ramme for yogaen. Her kan man nyde naturen, stilheden og den historiske atmosfære, mens man giver sig selv en pause fra hverdagens travlhed, lyder det fra museet.

Efter yogatimen er der mulighed for at blive lidt længere og nyde en kop kaffe eller te i haven eller museets café.

Billetprisen er 90 kroner og inkluderer både yogaundervisning, entré til museet samt kaffe eller te. Deltagerne skal selv medbringe yogamåtte.

Sommeryoga i museumshaven finder sted på udvalgte tirsdage i juni og juli fra klokken 10 til 11 ved Vendsyssel Historiske Museum i Hjørring.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste