Seneste nyt
Billede beskrivelse

Sommeryoga i Museumshaven begyndte med et tilfældigt møde

31. maj 2026 kl. 19.00

HJØRRING: Nogle gange opstår de bedste idéer helt uventet. Det gjorde det også, da Anne Kristensen og Jacob Høyer Filt Juhl tilfældigt kom til at sidde ved siden af hinanden til et møde i Morgenklubben hos Erhverv Hjørring.

En snak over morgenkaffen blev hurtigt til idéer om nærvær, fællesskab og nye oplevelser. Nu bliver idéerne til virkelighed hos Vendsyssel Historiske Museum.

Til sommer inviteres der nemlig til sommeryoga i den stemningsfulde museumshave midt i Hjørring.

Billede beskrivelse

- Inde bag bygningerne hos Vendsyssel Historiske Museum gemmer der sig den skønneste museumshave, og den skal flere have fornøjelsen af, fortæller Jacob, som er kommerciel chef hos Vendsyssel Historiske Museum.

Da han fandt ud af, at Anne både er jordemoder og yogalærer med fokus på mindfulness, fællesskab og nærvær, opstod idéen næsten af sig selv.

- Da jeg hørte, at Anne også tilbød yoga, var det oplagt at invitere hende forbi. Det møde førte hurtigt til idéen om sommeryoga i haven, siger han.

Et sted med ro og nærvær

For Anne var det især omgivelserne, der gjorde indtryk.

- Jeg blev straks nysgerrig, da Jacob nævnte museumshaven. Det er et helt særligt sted, som indbyder til ro og refleksion. Det er perfekte rammer for yoga, fællesskaber og gode samtaler, fortæller hun.

Praktiske informationer

  • Sommeryoga i Museumshaven:
  • Udvalgte tirsdage i juni og juli kl. 10-11.
  • Pris: 90 kroner inklusiv yoga, entré og kaffe/te.
  • Café Talk: Fødsler gennem tiden:
  • Tirsdag 8. september kl. 16-17.30.
  • Pris: 95 kroner / 75 kroner for medlemmer.
  • Kaffe og kage er inkluderet.

Hun glæder sig til at møde både nye og velkendte ansigter i haven hen over sommeren.

Yogaen bliver afholdt på udvalgte tirsdage i juni og juli fra klokken 10 til 11, og bagefter er der kaffe eller te i haven eller caféen. Deltagerne skal blot medbringe egen yogamåtte.

Samarbejdet voksede hurtigt videre

Det begyndte med yoga, men samarbejdet udviklede sig hurtigt til mere.

Fremover vil Anne også afholde afslutninger på sine barselscaféer hos museet, hvor både café, krearum og museumshaven skal danne rammen om hyggelige stunder for babyer og deres forældre.

Derudover er endnu et nyt koncept blevet til gennem samarbejdet.

Til september inviterer Vendsyssel Historiske Museum til den første café Talk, hvor museumsdirektør Anne Dorthe Holm og Anne Kristensen sammen sætter fokus på fødsler gennem tiden.

Her bliver der plads til både fortællinger, refleksioner og dialog med publikum.
For at bevare den intime stemning bliver der kun sat 30 billetter til salg.

Nye mennesker ind på museet

Hos Vendsyssel Historiske Museum håber man, at samarbejdet kan åbne dørene for endnu flere gæster og nye fællesskaber.

- Jeg ser meget frem til samarbejdet. Det rammer præcis det, vi ønsker: at udvide rammerne hos Vendsyssel Historiske Museum og invitere nye målgrupper indenfor. Også dem, der måske ikke besøger os så ofte, siger Jacob.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste