Sindal marked melder alt klar: Løber af stablen fra torsdag med flere nyskabelser
SINDAL: Der er som altid lagt op til liv og glade dage i Sindal, når Sindal Marked løber af stablen torsdag, fredag, lørdag og søndag i denne uge.
– Vi er i den grad klar, og vi har også i år sammensat et spændende og alsidigt program med musik og underholdning for folk i alle aldre, lyder det fra Sindal Marked og Henrik Esben Pedersen.
– Og noget tyder jo også på, at vi faktisk får vejret med os, og vi håber da, at vi kan nå sidste års besøgstal, der lå på omkring 35.000, siger han og fortsætter:
– Så vidt jeg ved, er der endda sat ekstratog ind, så det er bare med at komme afsted.
Der venter markedsgæsterne flere nyskabelser.
En nyhed, som Henrik Esben Pedersen glæder sig til at præsentere, er madteltet, der nu hedder ”Markedskroen.” Her er der nemlig blevet opjusteret.
– Det betyder, at vi kan præstere en række lækre muligheder som blandt andet forskellige slidere og smørrebrød, som folk kan nyde enten i teltet, eller de kan tage med ud på pladsen, forklarer Henrik Pedersen.
Årets program byder på navne som Kandis, Tørfisk, Wild Rose Country Band, Ib Grønbeck og Sun-Z, fortæller Henrik Esben Pedersen.
Men Henrik Esben Pedersen understreger, at der er gjort meget for, at Sindal Marked har noget for alle aldre. Søndag står derfor i den grad i børnenes tegn med masser af underholdning, fortæller han.
Han glæder sig også over, at Sindal Marked i år har inviteret beboere fra nogle af de lokale plejecentre til morgenkaffe.
– Det er en utroligt dejlig tanke, at de også får mulighed for at komme til Sindal Marked igen og opleve noget af det, de kan huske fra de var yngre, smiler Henrik Esben Pedersen.
Opgradering af sikkerheden
Sikkerheden har også fået endnu et nøk, for arrangørerne har stort fokus på, at børnefamilierne har lyst til at komme til markedet.
– Der er indsat ekstra vagter, så alle kan føle sig sikre, siger Henrik Esben Pedersen.
Han fortæller, at der i år bliver sat et nødtelt op.
– Så er der et sted, hvor man kan gå hen og få hjælp, og teltet er bemandet af uddannet sundhedspersonale, så man er i gode hænder, siger Henrik Esben Pedersen.
Borgmester Søren Smalbro står for den officielle åbning 29. maj klokken 9.00, inden markedsplads, tivoli, telt og boder åbner klokken 10.00.