Billede beskrivelse

Selvom hun hedder Freja, så er hun den perfekte Emil

06. oktober 2025 kl. 11.00

HJØRRING: Lørdag mødtes holdet, der skal stå for Hjørring Sommerspils næste forestilling, ”Vinter i Lønneberg” for første gang.  Det gjorde de for at sætte stemmer på manuskriptet.

Mathilde Bagger Klitgaard, der står for forestillingens PR, fortæller, at der altid er stor spænding op til det første møde.

- Det er her, at historien afsløres for første gang, siger hun og fortsætter.

- Nu skal der bare arbejdes videre, og så skal der skabes en flot forestilling.

Holdet er sammensat efter, at der har været audition, og Mathilde Bagger Klitgaard fortæller, at mange talentfulde mennesker, særligt børn og unge, lagde vejen forbi.

- Men som så ofte før var det svært at finde drenge, og vi frygtede derfor, at jagten på Emil blev lang, siger hun.

Billede beskrivelse

Men så kom Freja Vestergaard på 12 år fra Brønderslev på banen.

- Hun blæste benene væk under instruktøren. Efter mange overvejelser besluttede vi, at det er talentet, der skal hyldes. Emil spilles derfor af Freja, og hun er helt rigtig til rollen, også selvom hun er en pige, siger Mathilde Bagger Klitgaard og fortsætter:

- Vi synes, det er en vigtig fortælling om at bruge og løfte den talentmasse, vi har i Nordjylland og omkring Hjørring.

Freja selv, der endda havde taget en lille pause fra weekendens spejderlejr for at være med til læseprøven, var da heller ikke til at skyde igennem, og hun fortalte, at der havde været jubel i hele familien, da hun blev tilbudt rollen.

- Jeg blev da bare mega glad, siger hun selv.

Billede beskrivelse

Mathilde Bagger Klitgaard er heller ikke i tvivl om, at forestillingen har landet den helt rigtige.

- Igen til prøven i dag, blev det bekræftet, at selvom hun hedder Freja, så er hun den perfekte Emil.

Mathilde Bagger Klitgaard fortæller videre, at vinterforestillingen efterhånden er blevet en juletradition for mange familier.

Allerede efter få dage er 25 procent af billetterne solgt, fortæller hun.

Hele vinderholdet er, som altid, frivillige kræfter, som brænder for at skabe teaterglæde i lokalområdet.

- Da vi er på Vendelbohus, og prøveforløbet er kort, er holdet bag også et lille hold. Derfor er vinterforestillingerne noget helt andet, end vores sommerforestillinger.

Billede beskrivelse

I år er instruktøren igen Trine Marie Lauritsen, som også instruerede "Nissebanden i julemandens land."

- Trine har været på scenen flere gange, og hun har et stort talent inden for sang og skuespil. Sidst skabte hun en virkelig flot juleforestilling, så bestyrelsen har stor tiltro til, at hun kan skabe dette endnu engang, fortæller Mathilde Bagger Klitgaard.

Kan du snitte en træmand

Ingen Emil uden træmand. Kan du snitte sådan én, så hører Mathilde Bagger Klitgaard gerne fra dig.

- Der skal jo gerne være mange snittede træmænd i sådan et snedkerbo. Så måske nogle har lyst til at snitte. Skriv endelig til os på Facebook eller Instagram - eller send os en mail. Du finder kontaktinfo på hjemmesiden, siger hun.

Om vinter i Lønneberg:

Rammen er Katholt i Sverige, hvor den charmerende, men til tider lidt frække dreng, Emil, bor. Publikum følger Emil og hans familie gennem julens forberedelser, med alle de skæve påfund og små uheld, der nu følger med, når Emil er til stede.

Stykket blander varme, humor og julestemning, med klassiske historier, kendt fra Astrid Lindgrens elskede univers. Publikum vil møde Emils familie, Alfred og Line, Tyttebærmaja, Komandusen, fattiglemmerne og ikke mindst Emil selv, der gang på gang havner i små som store problemer - men som altid har hjertet på det rette sted.

Med sange, julestemning og masser af skæg og ballade, er “Vinter i Lønneberg” et teaterstykke, der får både børn og voksne til at grine, samtidig med at det minder os om værdien af familie, omsorg og julens magi, fortæller Mathilde Bagger Klitgaard.

Forestillingen spiller på Vendelbohus fra 11. til 14. december på Vendelbohus. Torsdag og fredag klokken 18.00 og lørdag og søndag klokken 11.00 og 15.00.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste