Revy i Lundergård: Meget kunne gå galt, men det gjorde det ikke, og selv teenageren klappede
HJØRRING: Der er meget, der kan gå galt inden en premiere. Men torsdag aften viste Lundergård Revyen, at de er klar til endnu en sæson, hvor publikum både griner, gyser lidt og genkender sig selv i de små pinlige sandheder.
Årets revy bærer titlen “Man kan nemmest komme galt afsted.” Det kunne Lundergård Revyen i princippet også selv.
Det gjorde revyholdet, der består af Louise Møller Vejen, Anders Holm, Morten Pedersen, Lars Boelt, Dorte Mørch, Anne Mette Nors, Sven Bertelsen, Pia Karstensen og Randi Kjærsgaard Krøgholt ikke, kan det afsløres.
En revy, der rammer tidens typer
Den røde tråd i årets revy er mennesker, der på den ene eller anden måde gør sig bemærket og kommer galt afsted.
Publikum møder blandt andet en far, der ikke helt kan kende forskel på en blotter med influenza, og en blogger, der lever af at være… ja, influencer, en DAO ansat på afveje, USA’s præsident i karikeret (eller måske ikke) udgave og mange andre "typer." Dertil kommer aktuelle emner som butiksdød i midtbyen, prepping, GDPR og naturgas
Der er også gensyn med velkendte figurer som Agnes og Edith, og de to ægtepar, der på hver sin måde kæmper med et soveværelsesliv, der er blevet mere pinligt end passioneret. Med i år er også igen de gamle mænd på bænken, der som altid kommenterer verden med en blanding af surhed og sandhed.
Det hele leveres med den klassiske vendelbotone: Den, hvor man både griner og krymper sig, fordi man føler sig en lille smule som en voyeur, der skjult bag gardinet kigger ind i naboens liv. Og gys! Måske endda genkender sig selv.
Et publikum i alle aldre og en teenager, der overgav sig
Jens Lyngbøl, der blandt andet står for revyens PR, bød velkommen og glædede sig over, at en ny generation også er begyndt at finde vej til revymørket. En af dem var 14 årige Louise, der lidt modvilligt var fulgt med sin mor.
- Aj, se lige. De har alle sammen lagt deres mobiltelefoner, konstaterede hun om publikum, inden hun selv gjorde det samme.
Resten af skepsissen forsvandt hurtigt.
- Det er faktisk meget sjovt, alt det der, de siger på "vendsysselsk," lød det fra teenageren, der endte med at klappe lige så højt som alle andre.
Aftenens publikum var inviteret til generalprøven: en blandet flok af skolens elever, familie og samarbejdspartnere, der havde taget plads ved langbordene i Lundergård Hallen.
- Det gik vist meget godt, konstaterede Louise Møller Vejen, der har været en del af revytruppen i mange år, sammen med Randi Kjærsgaard Krøgholt, der er ny i Lundergård sammenhæng, men erfaren i revygenren.
- Og det, der ikke gik godt, var det vist kun os, der lagde mærke til, tilføjede hun med et glimt i øjet.
Et stærkt hold og en ny kapelmester
Instruktørduoen Anne Mette Nors og Dorte Mørch står igen i år i spidsen for revyen.
Musikken er lagt i hænderne på Peter Jungersen, der i år debuterer som kapelmester for en yderst velspillende flok musikere.
Ni forestillinger og stadig billetter at få
Revyen spiller ni forestillinger fra 17. april til 1. maj 2026, og der er stadig enkelte ledige billetter, oplyser Lundergård Revyen.