Projektgruppen ”HÅB!” vil igen skabe fællesskab for unge i Kunstbygningen
Vrå: - Sidste år mødte der faktisk en del unge op til vores arrangement i påsken, og derfor er vi klar med et nyt arrangement i efterårsferien.
Sådan siger Ida Hørlyck fra Håb!, der er Kunstbygningens unge projektgruppe.
Gruppen har som formål at skabe fællesskaber for unge gennem kunst- og kulturoplevelser.
- Vi arrangerer et lignende event torsdag i efterårsferien, med samme princip i at forbinde sig til årstiden igennem moderne sæsonbetonede ritualer, fællesskab og et fælles måltid, siger hun.
Kunstbygningen i Vrå er igen ramme, og målgruppen er unge mellem 15 og 30 år. Dagen faciliteres sammen med kunstner, Sara Hagins.
– Hun guider os gennem natur, ild, farver og forfald - et poetisk forløb, hvor vi skaber en lageroptegnelse over årets høst, forklarer Ida Hørlyck, der minder om, at alle deltagere skal huske deres eget syltetøjsglas eller marmeladeglas.
– Resten af materialerne søger vi for, lyder det.
Dagen starter klokken 11.30 og varer hele eftermiddagen, og Ida Hørlyck fortæller, at hun anbefaler tilmelding af hensyn til mængden af mad og materialer.
Det gøres ved at sende en mail til: haabkunstbygningenivraa@gmail.com.
Arrangementet er gratis, og det er også alkoholfrit.