Opbygningen af gigantisk arrangement i Hjørring er i fuld gang
HJØRRING: Opbygningen og klargøringen af eventområdet til DM i Skills 2026 i Hjørring er nu for alvor gået i gang.
Og dimensionerne er alt andet end små.
Med fem kæmpestore arrangementstelte på i alt 21.500 kvadratmeter, 1,5 kilometer hegn og el-forsyning svarende til cirka 130 parcelhuse er det den største midlertidige eventpladser, der er etableret i kommunen.
- Det går faktisk meget planmæssigt. Vi havde en lille smule udfordringer med at få planeret området, fordi der var frost i jorden. Men det har vi indhentet nu, og opbygningen følger planen, fortæller projektleder Jens Dixen Radmer fra Hjørring Kommune.
- Gulvene fungerer både inde i teltene og som køreveje, så beredskabet kan komme frem, og så vi samtidig beskytter fodboldbanerne, forklarer projektlederen.
Lokale kræfter – hvor det er muligt
Hjørring Kommune har i videst muligt omfang forsøgt at bruge lokale leverandører.
- Hvor vi har kunnet, har vi valgt lokale. Men der findes simpelthen ikke lokale leverandører, der kan levere telte i den her størrelse, siger Jens Dixen Radmer.
20 grader i alle telte
Inde i teltene bliver der ikke noget med kolde fingre for deltagere og gæster.
- Vi holder en temperatur på omkring 19–20 grader hele ugen. Det kræver en del varmekanoner, som kører på diesel, fortæller han.
Samtidig etableres både strøm, lys og fibernet, så alle konkurrencer kan afvikles under optimale forhold.
Foodtrucks og liv på pladsen
Mellem hallerne og Vandhuset etableres et stort foodområde med omkring 10 foodtrucks.
Her kan publikum købe mad fra forskellige dele af verden, mens deltagerne får deres forplejning inde i hallerne.
Arrangementet er et samarbejde mellem SkillsDenmark, de ti nordjyske erhvervsskoler og Hjørring Kommune.
Kommunens rolle er især at stå for logistikken og opbygningen af hele eventområdet.
- Vi sørger for, at der er plads til konkurrencer, ceremonier og bespisning – kort sagt hele rammen omkring arrangementet, forklarer Jens Dixen Radmer.
Stor lokal opbakning
Det samlede budget for DM i Skills er omkring 16 millioner kroner, hvor Hjørring Kommune bidrager med 5 millioner.
Derudover er der rekordstor opbakning fra lokale sponsorer.
- Man har aldrig oplevet så stor lokal opbakning før, lyder det.
Flere af de største sponsorer får endda navngivet telte på pladsen, fortæller arrangørerne.
DM i Skills løber af stablen 22. til 25. april i og omkring Park Vendia.