Billede beskrivelse

Nr. Lyngby gør klar til endnu et knallert- og motorcykeltræf

23. august 2025 kl. 11.01

NR:LYNGBY: Folk med hang til kubik og skinnende motorcykler og knallerter kan godt sætte kryds i kalenderen søndag 31. august fra klokken 12 til 16.

Og det gælder både dem, der kommer kørende på motorcykel, knallert eller scooter og dem, der kommer for at kigge.

Her er Fishermans Rest Pub & Café nemlig klar til endnu et knallert- og motorcykeltræf, fortæller daglige leder Marianne Hald Hansen.

Billede beskrivelse

Hun fortæller, at det er helt bevidst, at arrangementet ligger på en søndag.

- Vi vil rigtigt gerne have besøg af nogle børnefamilier også, og vi ved fra de tidligere gange, at børnene synes, det er ret spændende med de mange flotte motorcykler og knallerter, siger hun og tilføjer med et smil.

- Selvom de måske nok godt lige kan glippe lidt forskrækket med øjnene, når de starter.

Marianne Hald Hansen har ikke som sådan noget overblik over, hvor mange, der kommer, for der er ikke tilmelding. Men ved sidste lignende træf 22. juni var der godt fyldt op af både knallerter og motorcykler.

- Der er både veteran knallerter og motorcykler og de helt dyre og hurtige, så der var masser at kigge på, og det satser vi da på en gentagelse af, siger hun.

Billede beskrivelse

Hun glæder sig også over, at der har bredt sig en form for trend hos de unge.

- De kommer jo på de her helt gamle Puck Maxi blandt andet, siger hun.

Det ordinære menukort er lukket på dagen, men til gengæld er det muligt at nyde det, som Marianne Hald Hansen kalder ”en rigtig bikermenu.” Det er nemlig muligt at købe pølsemix og pommes frites.

- Det synes vi simpelthen hører sig til, og menuen kan naturligvis skylles ned med både øl og sodavand, siger hun.

Fishermans Rest Pub & Café har til huse på Lyngbymøllevej 5 i Nr. Lyngby.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste