Billede beskrivelse

Lønstrup Festival vil overraske: - Man skal turde lytte til noget, man ikke kender

10. april 2026 kl. 06.01

LØNSTRUP: En lille festival med store ambitioner. Sådan beskriver Søren Krogh selv Lønstrup Festival, der i år afholdes for tredje gang, og som på få år har fundet sin helt egen plads i den nordjyske kulturkalender.

- Det er måske Danmarks mindste festival, fortæller han.

Musik midt i kunsten

Lønstrup Festival er ikke som de fleste andre festivaler. Her er der ikke én stor scene, men derimod koncerter spredt rundt i byens gallerier og værksteder. Og det er helt bevidst.

- Vi kombinerer musik med kunst og kunsthåndværk og lader tingene arbejde sammen. Det var idéen fra start – at få gallerister og kunsthåndværkere med, siger Søren.

Det betyder også, at publikum skal være klar på en lidt anderledes oplevelse.

- Man skal som gæst være forberedt på, at man måske ikke kender musikken. Men man skal have lyst til at blive overrasket. Man skal slå lyttelapperne ud.

Fra idé til festival

Idéen opstod egentlig lidt tilfældigt. Søren Krogh, der både bor i Lønstrup og i Vejle, fik tanken i sommeren 2022:

- Jeg tænkte hvorfor har byen ikke en lille festival?

Han rakte ud til Jens Ole Amstrup fra Maskinhallen i Frederikshavn og sammen fik de sammensat en arbejdsgruppe bestående af både lokale og folk udefra. Planerne tog hurtigt form og i 2024 blev den første festival en realitet – blandt andet takket være støtte fra sponsorer og fonde.

- Vi er meget taknemmelige. Det havde ikke kunnet lade sig gøre uden.

En by bygget på kultur

Festivalen er tæt forbundet med Lønstrup som by. For hvor der for 40 år siden var stille, er der i dag et levende kunst- og kulturliv med keramikere, glaspustere, smykkedesignere og meget mere.

- Byen er blevet skabt af kunst og kultur. Og folk oplever ikke hinanden som konkurrenter, men som kolleger. Den tillid, der er her, er ret enestående, fortæller Søren.

Ambitionen rækker også længere. Med kulturforeningen Lønstrup arbejder de målrettet på at styrke byens position.

- Vi har en mission om at placere Lønstrup som en kulturel hovedstad i Vendsyssel.

Nysgerrighed og god stemning

Noget af det, der ifølge Søren kendetegner festivalen, er stemningen.

- Det hele hviler på den her ’føle-sig-godt-tilpas’-stemning, som Lønstrup har – uanset årstid.

Publikum møder op med en særlig åbenhed.

- Der er en nysgerrighed, en forventning og en lyst til at være sammen om noget, man ikke nødvendigvis kender.

Nyheder og udvikling

I år byder festivalen på hele 25 koncerter og to artist talks – hvor der blandt andet bliver sat ord på, hvad kunst egentlig er.

Derudover er der nye temakoncerter under overskriften ’Steder’, hvor kunstnere fortolker alt fra yndlingssteder til fødselsbyer. En anden ændring er, at der nu er entré på koncerterne.

- Vi har haft mange gratis koncerter de første år. Men vi kan ikke blive ved med at forære musikken væk, siger Søren.

Og interessen er der.

- Salget går allerede rigtig godt.

- Man tager noget nyt med hjem

Festivalen tiltrækker både lokale og gæster fra resten af landet – faktisk kommer omkring halvdelen udefra. Publikum er typisk voksne, der søger noget mere end bare en koncert.

- Det er for mennesker, der er nysgerrige på kultur og gode oplevelser – og måske også en god frokost undervejs.

Hvis Søren skal sætte ord på, hvad han håber, folk får med sig, er det ret enkelt:

- At man får stiftet bekendtskab med noget nyt, og så skal man have lyst til at blive overrasket.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste