Billede beskrivelse

Lønstrup fejrer 25 år med fællesskab, film og frivillige kræfter

09. marts 2026 kl. 19.01

LØNSTRUP: Hele denne uge bliver noget ganske særligt i Lønstrup. Den lille biograf – et af byens mest elskede samlingssteder, markerer nemlig sit 25-års jubilæum som foreningsdrevet kulturhus. 

Og selvom bygningen har været biograf, så længe nogen kan huske, er det de seneste 25 år, at frivillige kræfter har båret stedet frem og holdt lysene tændt året rundt.

- Biografen kan spores tilbage til 1918, fortæller formand for bestyrelsen, Inge Balslev. Hun glæder sig over, at der stadig er liv i de gamle biografbygninger og ikke kun om sommeren, men hele året.

- Lokalerne bliver brugt til mange ting, men fælles for alle aktiviteter er, at de understøtter fællesskabet i Lønstrup, forklarer hun.

Billede beskrivelse

For mange er Lønstrup Café Bio mere end et sted, man går ind og ser en film. Det er et mødested, et frirum, og for nogle næsten et andet hjem.

- Det er jo vores samlingssted – også uden for sæsonen, og jeg tror faktisk, mange af os ser det som vores andet hjem, siger hun med et smil.

Biografen drives udelukkende af frivillige, og lige nu er omkring 50 personer tilknyttet.

- Men det tal ændrer sig hele tiden, fordi der kommer nye til, mens andre stopper, fortæller Inge Balslev.

En hel uge i filmens og fællesskabets tegn

Jubilæet bliver fejret med en hel uge fyldt med filmklassikere, foredrag, fællesspisning og små glimt af biografens historie.

Program for jubilæumsugen den 9. til 15. marts

Lørdag 14. marts: Tre film fra biografens opstart

  • Klokken 13.00 – “Blinkende Lygter”. Entré: 50 kr.
  • Klokken 15.30 – “Italiensk for begyndere”. Entré: 50 kr.
  • Klokken 18.00 – Fællesspisning. Pris: 125 kr. Tilmelding på SMS 20531184 senest 2 dage før.
  • Klokken 19.30 – “Dancer in the Dark”. Entré: 50 kr. Introduktion til alle film v/ Andreas Andersen.

Søndag 15. marts: Start klokken 12.00.

Fortællinger om biografers historie. Entré: 100 kr. inkl. kaffe og luksuskage. Tilmelding på SMS 20531184 senest 2 dage før.

  • Klokken 12.30: Oplæg v/ Thomas Hauerslev: Om biografernes spæde opstart for 130 år siden og de første pionerbiografer.
  • Klokken 14.00: Oplæg v/ Karsten Schmidt Olesen Om Lønstrup Café Bios opstart.
  • Klokken 14.30: Oplæg v/ Jan Rasmussen Om den tekniske udvikling i filmmediet.
  • Klokken 15.00: Visning af filmen “Lumière”.
  • Klokken 16.30: “Tour de Bio”. Kort dokumentarfilm om Lønstrup Café Bio.
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste