Lønstrup Cafébio oplever stor interesse for Festival for Fællesskab
Lønstrup: - Vi er meget stolte over, at vi er blevet udpeget af Real Dania til at lægge ramme om deres Festival for Fællesskab.
Sådan lyder det fra bestyrelsen i Lønstrup Cafébio, hvor Finn Larsen også fortæller, at der er stor interesse for arrangementet.
Baggrunden er, at Realdania har 25-års jubilæum, og det fejres 25 steder i hele landet med aktiviteter i 25 timer.
I Lønstrup Cafebio vil der 6. og 7. september kunne opleves dialog, samtaler, bageworkshop og fællesspisning.
– Og så viser vi selvfølgelig film, lyder det fra bestyrelsen.
Der bliver vist stumfilm som i gamle dage lørdag eftermiddag, og publikum får dermed en unik mulighed for at opleve hvordan det var at se film for 100 år siden. Det er uden lyd, men med akkompagnement af klaver.
Om aftenen vises ”The Greatest Showman” i Open Air Bio på torvet ved biografen.
Vil man være sikker på at få en siddeplads skal der bestilles gratis billet hos: https://realdania.dk/jubilaeum/festival Ellers er der fri adgang for alle.
Lørdag er der desuden oplæg og debat med Anne Glad og Kirstine Viren, der begge er kendt fra TV. De vil tale om ”Hjem kære hjem – hjem kære fællesskab”.
Lørdag eftermiddag er der også workshop i koldhævning ved Kristiane Thiesen fra kornets hus. Der bliver arbejdet med koldhævning, og alle får deres egen bolledej med hjem. Disse 2 arrangementer kræver billet der kan bestilles gratis hos Realdania. Nærmere oplysninger: https://realdania.dk/jubilaeum/festival
Lørdag aften er der fællesspisning i biografen.
- Vi spiser sammen ved langborde, og i dagens festlige anledning er der en lækker menu og dessert, fortæller bestyrelsen.
Søndag formiddag er der fælles morgenmad og dialogmøde om fællesskaber med lokale mennesker der har noget på hjerte. Begge arrangementer kræver tilmelding og betaling. Nærmere oplysninger: https://lonstrupcafe-bio.dk/