Kreativ workshop: Når børn og voksne tegner side om side, sker der noget særligt
HJØRRING: Hvordan tegner man egentlig et æble, et par gamle handsker – eller et stykke bark – så det bliver til kunst?
Det kan både børn og voksne prøve kræfter med på lørdag den 14. marts på Vendsyssel Kunstmuseum, hvor billedkunstner Laila Pallisgaard inviterer til en kreativ drop-in workshop inspireret af værkerne fra Vibeke Mencke Nielsen.
I museets værksted kan deltagerne arbejde i “kunstnerens fodspor” og lade sig inspirere af udstillingen “En streg i sandet”, hvor helt almindelige hverdagsting får nyt liv i kunsten.
Inspiration fra hverdagens små ting
Udgangspunktet for workshoppen er museets aktuelle udstilling, hvor Vibeke Mencke Nielsen arbejder med motiver fra hverdagen – ting som mange normalt ikke lægger mærke til.
– Hun zoomer ind på små detaljer i verden omkring os. Det kan være et stykke bark, en død fugl eller helt almindelige ting fra hverdagen. Det er egentlig den måde at se på tingene, jeg gerne vil tage fat i i workshoppen, fortæller Laila Pallisgaard.
– Mange voksne har lært sig selv, at de ikke kan tegne, fordi det skal ligne noget bestemt. Men hvis man i stedet zoomer ind på detaljerne, så bliver det meget lettere at arbejde med motivet.
Workshoppen er tænkt som en fælles oplevelse for børn og voksne.
Ifølge Laila Pallisgaard opstår der ofte en særlig dynamik, når generationerne sidder side om side med papir og tegneredskaber.
– Børnene kaster sig bare ud i det, mens de voksne nogle gange er mere forsigtige. Men når de sidder sammen, så smitter børnenes umiddelbarhed af, og så opstår der et rigtig godt rum at arbejde i.
I værkstedet kan deltagerne prøve forskellige materialer som blyant, kul og pasteller.
Undervejs vil Laila Pallisgaard også præsentere nogle af værkerne fra udstillingen og bruge dem som inspiration til små billede samtaler.
Kunst skal være til at gå til
Det er tredje gang, Laila Pallisgaard laver workshop på kunstmuseet, og hver gang tager hun udgangspunkt i den aktuelle udstilling.
For museet er det også en måde at invitere nye gæster indenfor.
– Det er jo også en måde at få folk ind og blive nysgerrige på kunsten. Måske starter de i værkstedet og går bagefter ned og ser udstillingen – eller omvendt, siger hun.
Budskabet er enkelt: Man skal ikke være bange for at være kreativ.
– Det vigtigste er egentlig bare at gå i gang.
Drop ind og vær med
Workshoppen er gratis, når entréen til museet er betalt eller med medlemskab af VKM. Børn og unge under 18 år har gratis adgang, og der er ingen tilmelding.
Deltagerne kan bare kigge forbi værkstedet mellem klokken 11 og 14 – og måske gå hjem med deres helt eget kunstværk.