Kendt lokal forfatter og tv-vært besøger METROPOL ShoppingCenter
HJØRRING: Forfatteren Knud Erik Larsen, som er født og opvokset i Tårs/Østervrå, besøger Bog & idé i METROPOL ShoppingCenter fredag den 30. maj fra kl. 14.00-15.00.
Knud Erik Larsen har skrevet den meget solgte "Fredenslund", som tager udgangspunkt i forfatterens eget liv. "Fredenslund" blev efterfølgende fulgt op med bogen "Den svære ungdom".
Nu er Knud Erik Larsen igen aktuel med en ny bog "De orange flammer," som er en historie om ukuelighed, beslutsomhed, drama, vovemod og kærlighed. Boghandlens gæster har i forbindelse med fredagens arrangement mulighed for at få en snak med forfatteren og en signatur i bøgerne.
TV-vært har debut som forfatter
Den kendte tv-vært og forfatter Mikkel Fønsskov er aktuel med sin skønlitterære debut, romanen "Den lyse nat".
Mandag den 2. juni slår Mikkel Fønsskov vejen forbi Bog & idé i METROPOL ShoppingCenter for at signere sin nye bog fra kl. 10.00-10.30.
"Den lyse nat" er en historisk roman om et sangkor, der får en helt særlig skæbne under besættelsen. Året er 1939, komponisten Oluf Ring flytter med sin familie til en lille stationsby på Fyn
Trods modstand blandt byens spidser danner han et kor. Oluf tager afstand fra tidens elitære musiksmag, og i koret samler han alle samfundslag. Én af sangerne er den karismatiske Nete, der hellere vil have en uddannelse end en mand. Ikke desto mindre forelsker hun sig i en ung baryton – søn af korets fjende nummer et.
Mens de tyske tropper ankommer, bliver koret trods alle odds en radiosensation, og over hele Danmark samler folk sig om at synge. Besættelsesmagten ser imidlertid den danske alsang som en farlig provokation. Både Nete og Oluf konfronteres med deres egen fortid, og det får katastrofale følger.