Julemandens ankomst: Kakao, slikposer og isskulpturer i Hirtshals
HIRTSHALS: Flere hundrede børn og voksne var mødt op for at tage imod julemanden, som ankom til Hirtshals lørdag den 14. december kl. 12.00.
Julemanden lagde til ved Sydvestkajen, sejlende i museumsskibet Johs. Hejlesen. Det gode vejr bidrog til den store opbakning, og inden hans ankomst kunne de fremmødte nyde gratis kaffe og kakao, venligt udskænket af Fiskehuset på Sydvestkajen.
Efter sin ankomst gik julemanden sammen med børn og forældre op ad den store trappe, videre hen over Den Grønne Plads, hvor der blev afholdt Isskulpturfestival, og sluttede ved pladsen foran Brinks Isenkram. Her delte julemanden slikposer ud til alle børn, mens de voksne kunne få en smagsprøve på bjesk serveret af Svend Ravn og Jens Erik Bone.
Til glæde for de første 150 børn blev der også uddelt fribilletter til Nordsøen Oceanarium.
Arrangementet, der skabte stor juleglæde i byen, blev traditionen tro arrangeret af Hirtshals Handel og Erhverv i samarbejde med Hirtshals Turisme.