Billede beskrivelse

Inviterer til stor gymnastikfest over to weekender

06. marts 2025 kl. 19.00

HJØRRING: Som altid er det tid til opvisning, når foråret nærmer sig.

Det gælder også i Hjørring.

- Alle dage garanterer vi glæde, sammenhold og masser af hygge og klapsalver. Alle er velkomne til gymnastikfest i Hjørring, siger Mette Brath fra Bagterp Gymnastikforening og fortsætter:

- Vi håber igen i år at fylde hallen med familiemedlemmer, venner og alle andre gymnastikinteresserede, der sammen skaber en fantastisk ramme for smuk rytmisk gymnastik og tempofyldt akrobatik.

Billede beskrivelse

I weekenden 7.-9. marts inviterer Bagterp Gymnastikforening i samarbejde med DGI Nordjylland indenfor til opvisningsfest i Park Vendia Hallen. Mange af de dygtigste hold i Nordjylland, heriblandt efterskoler, landsdelshold, lokalforeningshold og ikke mindst DGI Nordjyllands REPhold kigger forbi.

- Det bliver en forrygende weekend. Opvisningen starter kl. 17.15 om fredagen, og fanerne bæres ud, søndag aften kl. 18.00, siger Mette Brath.

Lørdag den 22. marts går det løs igen. Denne gang med Bagterp Gymnastikforenings lokalopvisning. Samtlige foreningens hold kommer på gulvet.

Billede beskrivelse

– Og igen fylder vi Park Vendia Hallen med vaskeægte livsglæde. For alle på og omkring holdene er det en stor og flot oplevelse - ikke mindst for publikum, siger Mette Brath.

Opvisningen starter kl. 9.45 og slutter først kl. 16.00.

En dagsbillet til DGI-opvisningen den 7. til 9. marts koster 65 kroner, og en weekendbillet koster 135 kroner. Børn under 15 år har gratis adgang.

Adgangsbilletten til Bagterp Gymnastikforenings lokalopvisning den 22. marts er 50 kroner for voksne og 40 kroner for børn under 15 år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste