Billede beskrivelse

Humor og rappe replikker i ny forestilling på Hjørring Teater

21. februar 2026 kl. 17.01

HJØRRING: Det kan være svært, når voksne børn flytter hjem til deres forældre – men hvad sker der, når det er forældrene, der flytter hjem til deres børn? 

Publikum kan se frem til latter og varme, når Hjørring Teater torsdag den 26. februar byder velkommen til "Far flytter ind", en hjertevarm og morsom forestilling fra Louise Schouw Teater.

Det fortæller Hjørring Teater i en pressemeddelelse. 

Det, der måske lyder som en romantisk drøm under sydens sol, bliver i denne komedie til en iskold realitet i det nordlige Danmark. For det er alt andet end nemt at dele køkken, bad og barndomstraumer – især når en krævende karriere banker på døren.

Kortere besøg ved højtider kan de fleste klare, men hvordan håndterer man hverdagen, når forskellige generationer og temperamenter skal bo under samme tag?

I Sebastian Dorsets debut som dramatiker, bringes humor og skarpe replikker i spil, når den ambitiøse jurist Gustav og hans karrierefokuserede hustru Astrid pludselig må dele hjem med både Gustavs far og senere Astrids mor. Der er plads nok i huset – og i hjertet – men tålmodigheden bliver sat på prøve, når forældrene opfører sig som teenagere med ekstra meninger.

Gustavs far Jørgen har aldrig rigtig mestret rollen som far – til gengæld er han glad for både vin og kvinder. Astrids mor Joan balancerer sikkert i sit eget kaotiske kærlighedsliv, men tåler ikke rod i datterens hjem. Tingene bliver ikke lettere, da Jørgen og Joan begynder at få mere end almindelig sympati for hinanden – mens både svære retssager og skrøbelige fusionsforhandlinger vælter ind over det unge par.

Hvem er egentlig de voksne – og hvem har styr på livet? Det er blot nogle af de spørgsmål, forestillingen kaster op i luften. Svaret serveres med både dybde og latter i en moderne dansk komedie med skarpt bid og varme i hjertet.

Instruktør Kasper Wilton står bag opsætningen, og på scenen ses Iben Dorner som Astrid, Paw Henriksen som Gustav, Susanne Breuning som Joan og Ole Sørensen som Jørgen.

"Far flytter ind" spiller på Vendelbohusscenen torsdag den 26. februar kl. 19.30.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste