Hjørrings futsalhelte står foran skæbnekamp: Her kan du se den afgørende gruppefinale
Denne fredag eftermiddag er der lagt i kakkelovnen til et neglebidende drama i Moldova.
Her tørner Hjørring Futsal Klub sammen med de lokale FC Clic Chisinau i en vaskeægte knald-eller-fald-kamp for begge parter.
Vinder Hjørring, avancerer det danske futsalmandskab til næste fase i den fornemmeste turnering af dem alle - Champions League - men omvendt, vinder FC Clic Chisinau eller blot hjemtager et enkelt point ved uafgjort, indtager de duksepladsen.
Alt er derfor sat på spidsen for Hjørring Futsal Klub - og det mærker anfører, kamp- og målrekordholder i klubben, Ruben Winther, også.
Ham har vi her på Ligeher.nu fanget i optakten til dagens skæbnekamp.
Og selvom der venter en stærk modstander, har anføreren en god føling på hans egne og holdkammeraternes vegne.
- De ser rigtig gode ud, og så har de et par driblestærke spillere, som vi skal have lukket ned for. Umiddelbart står de godt til os. De vil gerne længere frem på banen og presse, og netop der kan nogle af de ting, vi har arbejdet med i pre-season komme i spil. De to første modstandere har været meget afventende, og overladet alt initiativ til os, forklarer Ruben Winther.
I de to første kvalifikationsrunder har Hjørring Futsal Klub vundet 5-1 og 5-2 - cifre der umiddelbart antyder komfortable sejre.
Men sådan har spillerne ikke selv følt det, fortæller Ruben Winther.
- Vi står tilbage med lidt blandede følelser efter de to første kampe. Første kamp havde vi kontrol over det kampen igennem. Anden kamp blev en rodet affære, hvor vi aldrig rigtig fik flow i spillet, siger han.
Han forudser en meget lige kamp her til eftermiddag - med en lille fordel til det moldoviske hjemmehold.
- De har en lille fordel, i og med de er på hjemmebane. De har stor opbakning til kampene og et meget medlevende publikum.
Men skulle det ske, at Hjørring Futsal Klub trækker det længste strå, tager sejren og førstepladsen i puljen, er Ruben Winther ikke i tvivl om, hvor den præstation placerer sig i klubbens historie.
- Der er ingen tvivl om, at det ville være det største i klubbens historie. Dét at kunne gå videre til main round vil også betyde, at vi kan måle os mod nogle af de største hold i Europa.
Der er kampstart kl. 17:30 dansk tid - og du kan følge kampen via livestream på Youtube her.