Hjørring Sommerspil hittede som Nissebanden: Berømt forfatter kiggede forbi
HJØRRING: De medvirkende og mange frivillige fra Hjørring Sommerspil kan gå på juleferie med en god fornemmelse i maven.
Efter seks forestillinger fra 12. december til 15. december kan holdet nemlig melde, at de har spillet for stort set fulde sale på Vendelbohus.
- Publikum har haft store roser, og hver forestilling er blevet afsluttet med fællessang af "risengrødssangen" efterfulgt af stående applaus, fortæller Mathilde Klitgaard, der efterhånden selv er lidt af en kending hos Hjørring Sommerspil.
Fredag aften kunne holdet bag Nissebanden glæde sig over, at de fik besøg af Flemming Jensen, der er forfatteren bag stykket. Han er også kendt som Lunte i julekalenderen og forfatteren bag alle julekalenderne om Nissebanden. En del vil sikkert også huske ham fra Hjørring Revyen.
Hans Dal, der er komponisten bag alt musikken, og kendt som A38 i julekalenderen, var ligeledes med.
Efter forestillingen, fik Flemming Jensen og Hans Dal anledning til at møde skuespillerne og instruktøren Trine og koreograf Maria. Her blev der fortalt gode historier om Nissebanden lige som der blev delt store roser ud til alle.
Ca. 2200 publikummer har besøgt forestillingen, og allerede efter kort tid var mange billetter solgt.
– Det skyldes nok, at det for mange familier er blevet en tradition at besøge sommerspillets juleforestillinger, fortæller Mathilde Klitgaard.
Hun fortæller videre, at sidste års forestilling ”Pippi fejrer jul” også havde børn helt ned til 2-års alderen som målgruppe.
- Det er tydeligt, at det har tiltrukket de yngste teatergæster igen i år, og det er skønt, at vinterforestillingerne formår at skabe teaterinteresse for alle aldre, konstaterer Mathilde Klitgaard.
Et stort hold af frivillige har stået bag forestillingen, hvor de har stået for Sminke, rekvisitter, scenehjælp, scenebyg, kostumer, billetkontrol, kiosksalg, PR, lyd og lys og meget mere.
Forestillingen var instrueret af Trine Marie Lauritsen, som har instrueret for første gang med hjælp af Maria Anker Stamp, som har været instruktørassistent og koreograf.
Skuespillerne var Rikke Tougaard Neistskov, Puk, Anja Mørck Bredal, Gemyse, Mathias Dalsgaard, Skipper, Hans-Henrik Anker Stamp, Lunte, Anders Hvidegaard, Hr. Mortensen, Martin B. P. Nielsen, Fornøje-Frederik +Radioavisstemme, Cecilie Broe Larsen, Bibliotekaren, Anders Rydahl, Hr. Fiffig-Jørgensen, Estrid Bjoljahn Fougt, Fru. Fiffig-Jørgensen, Mille Skands Jensen, Johanne, Smilla Gaarden Sørensen, Liv/Qlummerfix, Freja Aavad, Karla, Naja B.P. Nielsen, Alberte, Vilja Sønderkjøge Mikkelsen, Lærke og Signe Vestergaard Andersen, Gry.
Orkesteret, der spillede live i salen under ledelse af Kaj Nørholm, var Kaj Nørholm, piano, Lars Von Lillienskjold, klarinet & saxofon, Fritz Tandrup, guitar, Sebastian Holm, bas & el-bas og Ivan Thomsen, slagtøj.