Hjørring Dartklub holder åbent hus 9. februar: Mød nogle af de talentfulde spillere her

04. februar 2025 kl. 06.01
Opdateret kl. 15.00

HJØRRING: Selv lidt kærligt drilleri kan ikke tage koncentrationen fra Hanne Korsbro. Faktisk kan hun godt lige nå at svare igen, inden pilen ryger afsted og rammer lige, hvor den skal.

Sådan, siger hun og smiler bredt.

Hun har ikke spillet så længe, men svigermoren lokkede hende med.

– Og så var jeg solgt, fortæller Hanne Korsbro, der stort set øver i sin klub, Hjørring Dartklub hver dag. Det har da også allerede givet pote, og hun ligger nummer 20 på DDUs, (Dansk Dart Union, red.) rangliste, ligesom hun skal deltage i et stort stævne i Holland inden længe.

– Jeg tror altså også kun, at jeg har misset en træning, da jeg lå på sygehuset, siger hun, mens en ny pil ryger afsted.

Billede beskrivelse

15-årige Miki gør ikke meget larm af sig. Men han er dygtig, som i rigtigt, rigtig dygtig, fortæller Jacob Hansen, der foruden at spille dart, også er del af foreningens bestyrelse.

– Du får ham ikke til at sige det. Men jeg tør godt sige, at hvis Miki vil, så kan han komme meget, meget langt, og jeg tror også, at han kan komme til at leve af sin sport, siger Jacob Hansen.

Miki Halkjær Johansen indrømmer da også gerne, at han har ambitioner. Han har kastet med pile så længe, han kan huske. Storebroren havde nemlig en dartskive på sit værelse, og hans mor er også en dreven dart spiller.

– Jeg har da vundet et par gange, siger han beskedent, mens Jacob Hansen uddyber, ”et par gange” dækker over, at han blandt andet deltager i ”Fredagsdart,” der foregår rundt om i landets klubber med deltagelse af blandt andet landsholdsspillere.

Formand Brynjolf Brønnum har været med til at starte klubben i sin tid. Han lægger ikke skjul på, at selvom der er masser af plads til hygge, så er er der også ambitioner i Hjørring Dartklub.

Billede beskrivelse

– Der var engang, hvor dart mest var sådan et værthusspil. Sådan er det ikke mere, siger han.

– Men vi er også en klub, hvor der er høj fokus på det sociale og plads til alle – også dem, der aldrig har prøvet at spille før, siger han.

Rikke Vestergaard gør sig parat. Hun sidder i kørestol, men det er ikke nogen hindring, siger hun med et stort smil.

– De har simpelthen bare sørget for, at der er de fysiske rammer, så jeg også kan være med, siger hun.

De lilla pile er parat i hende hånd.

Billede beskrivelse

– Men det bedste er nok i virkeligheden, at her er der ikke nogen, der kigger på, at jeg sidder i kørestol. Her har jeg for første gang oplevet at blive set som den person, jeg er, siger hun.

Nye medlemmer er altid velkomne, understreger formand Brynjolf Brønnum.

– Det er bare at møde op i klubben på Vandværksvej 23 i Hjørring om torsdagen mellem 19.00 og 22.00, siger han.

Søndag 9. februar er der Dartens Dag, hvor omkring 140 af Danmarks Dartklubber holder åbent hus. Det gælder også i Hjørring Dartklub, hvor der er åbent hus fra 11.00-15.00. Det vil være muligt at låne pile på dagen, oplyser Hjørring Dartklub.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste