Billede beskrivelse

Hjerneceller på fri fod i den gamle arrest: Hjerneugen rykker ind

09. marts 2026 kl. 10.57

HJØRRING: Fredag den 13. marts klokken 12.00 til 16.00 bliver den gamle arrest i Hjørring omdannet til et levende læringsrum, når Hjerneugen flytter ind, og lader hjernecellerne slippe løs for en dag.

Et sted, der engang holdt mennesker bag lås og slå, bliver nu rammen om en oplevelse, hvor viden, sanser og personlige fortællinger får lov at bevæge sig frit mellem cellerne. Her kan både børn, unge og voksne mærke hjernen arbejde – ikke som noget fjernt og teoretisk, men som noget levende, sanseligt og tæt på hverdagen.

Billede beskrivelse

Et rum, hvor hjernen får lov at bevæge sig

Hjerneugen handler om at gøre hjernen nærværende: hvordan den fungerer, hvordan vi passer på den gennem livet, og hvordan den påvirkes af alt det, vi oplever. I Hjørring bliver det gjort med en blanding af faglighed, personlige erfaringer og kunstneriske udtryk.

Jette Myglegaard fra EEG Institute, der er en af arrangørerne siger:

- Vi vil gerne give hjernen plads til at bevæge sig. Ikke kun i tankerne, men også i kroppen og sanserne. Derfor har vi skabt et rum, hvor man både kan lytte, mærke og selv udtrykke sig. Det er hjerneceller på fri fod i ordets bedste forstand.

Billede beskrivelse

Berit Lykkegaard Hellesøe, der også er arrangør, uddyber:

- Hjerneugen er en mulighed for at vise, hvordan hjernen hænger sammen med vores liv, vores valg og vores trivsel. Vi bringer fagpersoner, mennesker med erfaringer og kunst sammen, så man kan opleve hjernen fra flere vinkler. Og så er den gamle arrest en fantastisk ramme, for den vækker altså noget i folk.

Billede beskrivelse

Oplæg, oplevelser og levende stemmer

Dagen, der starter med, at Jette Myglegaard byder velkommen og Berit Hellesøe fortæller, hvorfor vi fejrer hjernen, byder også på oplæg fra flere aktører, der hver især giver et indblik i hjernens mange sider:

• Medarbejdere fra Rusmiddelcenter Hjørring, fortæller om hjernen, rusmidler og mental sundhed
• DepressionsForeningen ved projektleder Dorthe Haslund, fortæller om depression og indsatster.
• Jette Myglegaard fortæller om EEG Institutes arbejde.
• Rebecca Pedersen deler sin personlige erfaring med neurofeedback
• En hemmelig gæst, en ung kvinde udtrykker sig gennem kunst og giver hjernen et andet sprog at lytte til

Derudover er der et læringsrum, hvor man kan gå på opdagelse i hjernens univers gennem små aktiviteter, sanseoplevelser og kreative udtryk. Og der er også lidt hjerneguf til ganen, lover Jette Myglegaard og Berit Lykkegaard Hellesøe.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste