Har du pilotdrømme, så skal kursen mod Sindal på søndag
SINDAL: Jimmy Søndergaard har fløjet siden 2014, og hans søn, Andreas Søndergaard, der bare er 16 år, er også i fuld gang med at få teorien på plads.
Familien har en travl hverdag, og for dem er turen i deres Piper en god måde at få en stresset hverdag lidt på afstand, fortæller Jimmy Søndergaard.
– Og Andreas har jo selvfølgelig fløjet med os, så det har været helt naturligt for ham, at han selv skulle gå efter et certifikat, fortsætter han.
Jimmy Søndergaard vil være til stede til at fortælle om, hvordan han selv fik certifikatet i hus, når Sindal Flyveklub på søndag 3. august holder åbent hus.
Hos Sindal Flyveklub er der nemlig et stort ønske om, at flere – i alle aldre - går i gang med at uddanne sig til privatpilot.
Derfor åbner klubben dørene fra 10.00-14.00, hvor det blandt andet er muligt at høre om skoling på både 2-personers og 4-personers fly.
I løbet af de fire timer er det også muligt at møde en række af flyveklubbens piloter herunder, som nævnt, Jimmy Søndergaard, der har sit fly stående på flyvepladsen i Sindal.
Det bliver ligeledes muligt - mod betaling - at få en tur i et af de fly, der hører til på Sindal Flyveplads
Er man mere til begge ben på jorden, sælger flyveklubben pølser direkte fra grillen, og de kan nydes med udsigt til de fly, der letter og lander.
Der bliver også åbnet ind til flyvepladsens hangarer, så flyene kan opleves helt tæt på.
Sindal Flyveplads kan findes på adressen Taagholtvej 170, Sindal.