Golfklub blev invaderet af sommerhusejere
FeriePartner havde inviteret sommerhusejerne til match og hygge
LØKKEN: Løkken Golfklub var søndag invaderet af glade sommerhusejere.
FeriePartner Nordjylland havde inviteret kunderne til golfturnering på det naturskønne golfcenter, hvor 73 spillere var mødt frem fra morgenstunden.
De blev budt velkommen med morgenbuffet, inden turneringen blev sat i gang med gunstart.
Siden løb matchen af stablen i herligt forårsvejr på en dag, hvor FeriePartner naturligvis også havde sørget for flotte præmier. Arrangementet blev rundet af med servering af smørrebrød til deltagerne, som i øvrigt gav udtryk for et vellykket arrangement.
- Det har været hyggeligt og en fin måde at lære andre sommerhusejere at kende på, lyder det fra Bente Rosendal.
Hun bor til dagligt i Skanderborg og har sommerhus ved Løkken.
Også Jesper Smidt, bureauleder hos FeriePartner er godt tilfreds: - Vi har haft en hyggelig dag. Det er første gang vi inviterer vores sommerhusejere til golfturnering. Håbet er at gøre det til en årlig tradition hos samtlige 11 bureauer i Nordjylland, oplyser Jesper Smidt.
Løkken Golfklub er i øvrigt en ganske ofte benyttet destination for firma-arrangementer. Det fortæller formand Erik Brink Nielsen, der oplyser, at firmaer i alle størrelser kan benytte sig af tilbuddet.
- Vi har mulighed for at reservere hele anlægget til formålet, hvis der er tilstrækkeligt mange spillere. Det har vi gjort i dag i forhold til FeriePartners Company Day. Og så kan vi selvfølgelig tilbyde nogle gode faciliteter og hyggelige omgivelser, forklarer Erik Brink Nielsen.
Løkken Golfklub er anlagt i 1990 og tæller omkring 400 medlemmer.