Gentager succesen: Her kan du komme til dragefestival kræmmermarked
HIRTSHALS: For andet år i træk arrangerer Hirtshals Handel & Erhverv Dragefestivalen – en gratis aktivitet for hele familien.
Det fortæller Hirtshals Handel & Erhverv.
I Handelstandsforeningens aktivitetsvogn kan børn og voksne bygge drager af genbrugsmaterialer med kyndig vejledning fra erfarne dragebyggere. Sidste år var festivalen en stor succes, hvor køen var lang, men alle nåede at bygge en drage.
- Det er virkelig skønt at opleve glæden i børns ansigter, når de kan få deres drage til at flyve, siger handelschef Per Martensen.
Samme dag afholdes også et børnekræmmermarked, hvor børn kan få en gratis stand og sælge alt fra legetøj og bøger til tøj og måske en cykel, de er vokset fra. Mad og drikkevarer må dog ikke sælges.
Opstilling til kræmmermarkedet kan ske fra kl. 9.30, og deltagelse kræver tilmelding til handelschef på e-mail eller telefon.
Hirtshals Handel & Erhverv glæder sig til at byde hele familien velkommen til en hyggelig dag. Benyt samtidig lejligheden til at besøge de mange detailforretninger, restauranter og caféer i byen.
Arrangementet foregår den 10. maj kl. 10.00 til 13.00 på Den Grønne Plads.