Generalsekretær gæster genbrugsbutik i Hjørring med foredrag
HJØRRING: Danmission Genbrug på Frederikshavnsvej inviterer til et særligt arrangement torsdag 30. april kl. 11.00.
Det skriver genbrugsbutikken i en pressemeddelelse.
Her gæster organisationens generalsekretær Julie Koch butikken med foredraget "En verden i forandring".
I en tid, hvor globale kriser, fattigdom og klimaforandringer dagligt præger overskrifterne, giver Julie Koch et indblik i, hvordan Danmission arbejder for at skabe håb og forandring rundt om i verden, lyder det i beskrivelsen af foredraget.
Undervejs deler Julie Koch billeder og personlige beretninger fra blandt andet Myanmar, Libanon, Tanzania, Cambodja og Egypten.
Fra genbrug til indsats
Butikken håber, at mange vil kigge forbi og høre mere om det arbejde, som de frivillige hver dag bidrager til, og som kunder og donorer er med til at støtte.
- Vi er glade for at få besøg af generalsekretær Julie Koch. Med hendes aktuelle fortællinger fra Danmissions indsats kan butikken give kunder og frivillige et indblik i, hvad de er med til at støtte gennem Danmission.
- Der er et håb om, at mange har lyst til at kigge forbi og blive inspireret, siger butikkens udviklingskonsulent, Tom Sand Egeskov.
Arrangementet er åbent for alle. Der er gratis entré og gratis kaffe til alle deltagere.