Billede beskrivelse

For fem år siden fik de en idé: Nu åbner Bruno og Morten et badepensionat

11. februar 2026 kl. 19.02

TVERSTED: Tilbage i 2021 fik makkerparret Morten Thomsen og Bruno Rytter Skiveren en god idé, da de fik nys om, at Børnenes Kontor i Aalborg ville sælge deres feriekoloni på Fyrrevej 3 i Tversted.

Feriekolonien har siden 1952 dannet rammen for ferieophold til skoleelever, men behovet var faldet, og Børnenes Kontor besluttede at rette det fulde fokus mod kolonierne i Sæby og Blokhus.

- Og så fik vi idéen om at købe det her sammen, fortæller Morten Thomsen, der siden 1992 har drevet Skiveren Camping i Ålbæk sammen med Bruno.

Billede beskrivelse

Idéen var, at skabe et sted, hvor man kunne booke sig ind gennem hele året, til forskel for campingpladsen, der starter sæsonen til påske og lukker ned igen i uge 42.

- Vi har rigtig mange gengangere her på campingpladsen. Vi har mange seniorer og mange tyske gæster, som vi tænker kunne finde på at komme uden for sæsonen også, fortæller Morten.

Og derfra opstod idéen om Tversted Badepension - et sted som de selv kalder for mere end en bed and breakfast, men mindre end et hotel.

Billede beskrivelse

- Vi har virkelig gjort os umage

Morten og Bruno overtog stedet i september 2023, og efter både lokalplaner og byggetilladelser var på plads, gik de i gang med at bygge det nye pensionat i februar 2024.

- Facaden er bevaret, men fuldt renoveret, og alt indendørs er helt nyt, siger Morten. 

Badepensionatet består af fire små lejligheder i to plan, fem dobbeltværelser med eget bad og en række af fælles opholdsrum, der samlet udgør en tredjedel af bygningen.

- Krybekælderen er lavet til en 'hyggekælder, som vi kalder den, og så er der en fælles spisestue og to forskellige opholdsrum. 

Billede beskrivelse

Historiske detaljer

Indretningen er skabt med fokus på at kombinere det gamle med det nye.

Blandt andet har de opkøbt en masse inventar fra de gamle isbrydere, som er integreret ind - heriblandt lamper, sengeborde og sofaer, som er fordelt over hele huset.

Billede beskrivelse

Og studser man over navneskiltene på værelser og fællesrum, så er der en god forklaring. De er nemlig hver især opkaldt efter planter fra 'Tversteds Grønne Front', der ligger 500 meter fra stedet. 

- Der er mange gode historier, som vi har tænkt ind. Vi har virkelig gjort os umage, men vi er også nye i det, så der kan sagtens være lidt småting, vi har overset, fortæller Morten Thomsen.

Billede beskrivelse

Åbner dørene for alle

Tversted Badepension står nu færdigt og hjemmesiden kom op at køre så sent som i går. Her kan de første ophold bookes fra søndag den 22. februar.

Inden da er der mulighed for at komme og kigge indenfor, når der afholdes åbent hus lørdag den 14. februar fra 13 til 17.

- Vi faldt i snak med en ildsjæl, der har været frivillig hos feriekolonien i mange mange år, som kommer og klipper snoren over. Så er Børnenes Kontor stadig lidt med, siger Morten.

Bruno og ham glæder sig gevaldigt til at vise stedet frem og komme ordentlig i gang.

- Vi har på fornemmelsen, at der kommer mange. Vi har haft både håndværkere, familie, venner og gode kontakter med undervejs, og den lokale respons har været enormt positiv.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste