Drengerøvsdrøm: Foråret i Løkken blev indledt med hestekræfter på stranden

03. marts 2025 kl. 17.00

LØKKEN: Der er mange sjove og underholdende traditioner i kystbyen Løkken igennem hele året, og blandt de seneste var dette års Beach Tour, som blev afholdt lørdag 1. marts 2025 på stranden ved Nybæk Å.

Her var der således masser af drengerøvslir, da hestekræfterne blev sluppet løs i sandet, og interessen var stor for at opleve de mange firhjulstrækkere, som igen var et kæmpe hit for nysgerrige sjæle.

For en stund kunne man glemme alt om at glo på motorsport på Eurosport, for her var the real deal lige foran alle tilskuere, hvoraf mange familier igen var mødt op i stort antal for at se både biler og ræs.

Drengerøvsdieselduft

Træffet i sandet leverer altid solid spænding, og der blev naturligvis sparket dæk, delt røverhistorier og delt erfaringer på kryds og tværs som sædvanligt, ligesom der i den grad også blev råhygget.

Arrangementet er kendt for at skabe lidt larm i gaden, og der kunne købes kaffe til forældre og bedsteforældre, mens der også var kakao til børnene - altså en fantastisk dag på stranden for hele familien.

Forårets komme blev derfor indledt med en festlig oplevelse, brummen fra de store motorer, der drønede rundt, og duften af diesel - og mon ikke man kan acceptere denne duft på en enkelt dag på et år.

Det skal nævnes, at arrangørerne ifølge pålidelig kilde havde alle nødvendige tilladelser, ligesom det på alle tidspunkter også blev forsøgt konstant at udvise hensyn, mens det årlige møde blev afholdt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste