Den ikoniske Coca-Cola lastbil besøger Hjørring
HJØRRING: Julestemningen er sikret, når den berømte Coca-Cola lastbil ruller ind på parkeringspladsen ved Meny Hjørring. Det sker onsdag 19. november fra kl. 15-19.
Det er Carlsberg Danmark, der står bag lastbilens Danmarksturné, og Hjørring er blandt de udvalgte byer, som får besøg af den ikoniske lastbil.
Købmand Christian Dam glæder sig over, at det er lykkedes at få lastbilen til byen igen:
- Det er fedt, at den kommer til Hjørring. Folk plejer at komme langvejs fra for at opleve den. Sidst vi havde besøg, var for syv år siden, og det var en kæmpe succes, fortæller han.
Der er gratis adgang til arrangementet, og både børn og voksne kan se frem til en hyggelig eftermiddag med julemanden og en gratis sodavand og masser af julestemning.
Der vil være mulighed for, blandt andet, at købe æbleskiver og ristede mandler, og Ford udstiller biler på pladsen.
Coca-Cola lastbilen er blandt andet kendt for sine smukke lys og magiske udtryk, og der vil naturligvis være mulighed for at få taget nogle fine billeder foran den ikoniske lastbil.
Samtidig sætter Meny fokus på Carlsbergs produkter, som på dagen vil kunne købes til ekstra gode priser i butikken.
- Det plejer at være et arrangement, der samler by og opland. Der er garanti for julestemning, siger Christian.